Sebastian Øgaard fortsætter i GT World Challenge Europe, men det bliver i ny bil og nyt team. Danskeren er netop præsenteret som en del af trioen på Tresor Attempto Racings ene af tre biler til sæsonen. Tresor Attempto har tre Audi R8 LMS GT3, og stiller med en bil i hver af serierne Gold Cup, Silver Cup og Bronze Cup, hvor Øgaard bliver en del af indsatsen i Gold Cup.
Det giver en supertravl sæson, for Øgaard skal køre både Sprint Cup og Endurance Cup plus 24 Hours of SPA – det bliver i alt til ti løb.
Her gør han Leonardo Moncini selskab i #88 til sæsonens sprintløb, mens de får Riccardo Cazzaniga med på langdistanceafdelingerne. Cazzaniga er i øvrigt teamets eneste nye kører i GT World Challenge-sammenhæng, men italieneren har en solid baggrund i italiensk GT-racing og ikke mindst det italienske GT3-mesterskab. Moncini er derimod den eneste kører, der fortsætter fra sidste år på 88’eren.
På Facebook skriver Sebastian Øgaard:
Foruden nævnte lineup til Gold Cup, så kommer Tresor Attempto Racing med Silver Cup-raceren, #99, der får Ezequiel Perez Companc og Alex Aka, og de har Alberto di Folco med sig til langdistanceløbene. Endelig er der bronzebilen, #66, med Andrey Mukovoz og Dylan Pereira, og de har Max Hofer og Alexey Nesov med sig til langdistanceløbene i serien.
2025-mesterskaberne i GT World Challenge Europe begynder med Endurance Cup på Paul Ricard den 11-13. april, og i sprintserien, Sprint Cup, går det løs på Brands Hatch den 3-4. maj.
Der er i forvejen godt med nyheder i GT World Challenge, hvor den seneste større danske nyhed var, at The Dane Train fortsætter med Comtoyou og Aston Martin – i øvrigt selvsamme team, som Øgaard repræsenterede i fjor.
The Dane Train fortsætter i GT World Challenge og jagter 24 Hours of SPA-titelforsvar
Fangede du Sebring sidste weekend? Du kan høre alt om løbet i vores podcast:
Husk også, at du kan høre vores analyse af Australiens Grand Prix:
Podcast: Regnkaos, rookie-magi og Ferrari-fiasko i Australien