Inden dagens 6 Hours of Barcelona, og dermed også sæsonens næstsidste stop på WEC-kalenderen, kunne Toyota sikre sig et nyt VM for konstruktører. Altså, hvis alt flaskede sig.
Og det gjorde det i høj grad for japanerne, for de var hurtige i skiftende vejrforhold i Barcelona, og fik allerede i løbets første time lagt fundamentet til det, der blev en meget vigtig 1-2-sejr. Fra start var det ellers en anden, asiatisk producent, som var i rampelyset. Genesis fik i lørdagens hyperpole et regulært gennembrud og det sydkoreanske mærke satte for første gang pole position i WEC. Desværre for Genesis var glæden dog kort – Daniel Juncadella fik en kanonstart og gik i spidsen foran Toyotas Sebastien Buemi såvel som teamkollegaen Andre Lotterer, der startede søsterbilen fra pole.
Juncadella fik dernæst oversatset et par sving senere og kørte i gruset – og så førte Toyota. Den føring gav Buemi ikke fra sig, og da det siden også bakkede for Lotterer, så var den flotte Genesis-lørdag ved at gå op i røg.
Undervejs bød BMW sig til med René Rast i #20. Rast satsede i forbindelse med en gulflagsperiode og blev ude – men fik siden en straf for at køre med for lavt dæktryk, og så var Rast såvel som #20 ude af spillet i forhold til at holde liv i mesterskabskampen helt til finalen næste måned på Monza. Og som den første del af løbet gik, så var det i stedet Nyck de Vries, som kunne bringe sin Toyota frem i rækkerne. #7 var startet helt nede på niendepladsen, men som løbets indledning tog form, så var hollænderen klar til at gøre søsterbilen selskab ude foran.
Toyota-sejren var derfra svær at udfordre, mens kampen om tredjepladsen blev den klart mest underholdende. Her endte Nicklas Nielsen, Miguel Molina og Antonio Fuoco med at trække det længste strå på strategien om løbets sidste runde pitstops. Alpines #36 forsøgte at tage et kort stop for at bringe sig foran, men satsningen slog fejl for Jules Gounon og Victor Martins.
Nielsens Ferrari #50 kunne derfor tage tredjepladsen tilbage til sidst, mens Jack Aitken og Cadillac endte med fjerdepladsen i en ditto ganske underholdende duel med Robert Kubica i AF Corses Ferrari #83. For Kevin Magnussen og BMW’s #15 endte det hele med en syvendeplads efter et lidt klodset sammenstød med Sebastien Bourdais i Cadillac #38. Det gav en straf på ti sekunder, som viste sig dyr.
Dyrt blev det også for Genesis, der ingenting fik ud af det flotte udlæg. En stribe problemer og afkørsler sendte dem hjem fra Barcelona med en skuffende 11. og 16. plads som facit. Marco Sørensen og Alex Riberas tog en niendeplads i Barcelona, mens Malthe Jakobsen og Peugeot endte ud med en 13. plads, lige bag teamkollegerne i #93.
Første Porsche-sejr i sæsonen
I GT3 er der til gengæld ingenting afgjort. Mantheys Porsche #92 dominerede løbet igennem og tog Porsches første sejr i WEC i denne sæson. Manthey-trioen med Yasser Shahin, Riccardo Pera og Richard Lietz kom i spidsen i begyndelsen af løbet og så sig reelt ikke tilbage derfra, mens Garage59’s McLaren #10 og WRT’s BMW #69 rundede podiet af i Barcelona.
Der er finale på Monza den 6-8. November.