12-årige William Sterup Nielsen er på sit første år i den hurtigste klasse af junior-gokarter, nemlig OK Junior. Men begynder-nerver har der ikke været mange af, for det hurtige gokart-talent fra Vester Nebel nær Kolding har hele 2025 været godt kørende i klassen.
En klasse af gokarter, som han i weekenden understregede sit store potentiale i, da han blev dansk mester ved weekendens DM i Karting i Vojens.
Mesterskabet samler ikke blot de bedste kørere fra den danske serie i OK Junior, men også danske kørere, der primært slår deres folder på den internationale scene. Derfor er konkurrencen til DM i Karting stor, og det gør titlen til en endnu større sejr for William Nielsen.
– Det var helt utroligt at vinde DM i OK Junior i første forsøg, siger William Sterup Nielsen og tilføjer:
– Det har været en opgave at rykke op i OK Junior-klassen, for det er en gokart, som kører anderledes end alt andet, jeg har kørt i. Så det har været hårdt, men det var også en sjov udfordring for mig som kører. Og derfor er det bare så fedt, at det hele lykkedes, siger den nykårede danmarksmester.
Nervepirrende finale – og den højere enhed
I gokart afgøres det officielle DM over bare én weekend – lidt utraditionelt i forhold til mange andre motorsportsdiscipliner, hvor det hele afgøres over en fuld sæson. Det stiller krav, slår Williams far, Rene Nielsen, fast:
– At William kom med i OK Junior-klassen har virkelig været god læring. Jeg er super stolt af resultatet, han leverede i weekenden, men jeg har også været i motorsport længe nok til at vide, at man ikke vinder uden alt går op i en højere enhed. Og det gik det her!
Men nervepirrende var finalen, tilføjer William Sterup Nielsens mor, Susanne Sterup. Hele finaledagen i Vojens bølgede styrkeforholdet blandt feltets hurtigste frem og tilbage, inden William Sterup Nielsen i finalen søndag eftermiddag hev sejren hjem:
– Det var simpelthen så nervepirrende en finale at se, men det er også sådan en sejr, som hele familien deler. Det føles virkelig godt at se det hele lykkes, for der bliver sat rigtig meget tid og indsats i det – og så vil vi også gerne sige en stor tak til vores sponsorer – uden deres hjælp var det her aldrig sket, tilføjer hun.
William Sterup Nielsen har fortsat flere løb tilbage i sæsonen. Han ligger blandt andet til at tage en titel mere i OK Junior. Han fører nemlig også klassen i den danske serie, Danish Karting League, hvor der resterer en enkelt afdeling af sæsonen.
WSN Racing