Tilbage i starten af 1960’erne skulle der andet end praktiske familiebiler til for at ramme den nye generation af købestærke og frihedshungrende amerikanske bilkøbere. General Motors tog store landvindinger med deres sportslige bilmodeller, mens Ford holdt fast i “fornuften” og tabte markedsandele på rekordtid. Det er også her, filmen har sit udgangspunkt. Henry Ford’s barnebarn – Henry Ford II – igangsatte et forsøg på at overtage Ferrari, men den snu italiener brugte udelukkende forhandlingerne til at presse FIAT-fabrikken til at give en højere pris.

Dengang blev den slags rævestreger taget personligt, og jagten på Enzo Ferrari’s ydmygelse indledtes af en rasende – og naiv – bilboss, som frem for alt ønskede hævn over italienerne.

Bloody ‘ell!

Det burde næsten ikke kunne gå galt, når store skuespillere som Matt Damon (Carroll Shelby) og Christian Bale (Ken Miles) tager sig af hovedrollerne. De to har da også et imponerende samspil, og især Bales evne til at imitere den ærkebritiske racerkører i form af både sprog og mimik løfter oplevelsen et niveau opad. At der så er tilsat et arsenal af britiske skældsord gør naturligvis ikke filmen mindre autentisk…

Det er også værd at nævne, at Ken Miles’ hustru, Mollie, spillet af Caitriona Balfe, spiller en vigtig rolle i filmen. Fru Miles var ikke den typiske, bekymrede husmor, og filmen viser på fineste vis hvordan hun var med til at gøre Ken Miles til den racerkører og tekniker, han var.

Der er gjort meget ud af bilparken, og det er noget som aficionadoerne vil sætte pris på. Man følger i filmen en del af udviklingsarbejdet på bilerne, og der er ikke en finger at sætte på de forskellige biler lige fra Mark I til Le Mans-vinderne, hverken i udformning eller bemaling. Nå ja, og lyden … den sidder lige i skabet. Masser af skøn V8-bulder bragede gennem de store biografhøjttalere, og filmholdet har heldigvis ikke følt sig fristet til at smide hverken hvinende dæk eller alt for meget stemningsmusik ind over. Og tak for det.

Kræs for kendere

Der er selvfølgelig nogle historiske ukorrektheder, og der er bestemt også trykket en del på Hollywood-knappen for at skabe en film som tiltaler andre end oktantosser. Blandt andet virker det usandsynligt at man i en Ford GT40 med 300 km/t på vej ned ad Mulsanne bruger 10 sekunder på at se ud af sideruden for at stirre konkurrenten i øjnene, men lad det nu være. Det er små detaljer i en film, hvor det tydeligt mærkes at hele filmholdet har forelsket sig i historien, karaktererne og ikke mindst de sande hovedroller – bilerne.

Le Mans ’66 gør sit for at vise hvordan motorsport anno 1960 stadigvæk var en græsrodssport i en tid, hvor store sættevogne og imponerende hospitalitytrailere endnu ikke havde gjort sit indtog, men hvor politik og penge allerede havde massiv indflydelse på alt.

Hvis du ikke allerede har set Le Mans ’66, så kom afsted med dig. Det er en velproduceret film som er tro mod historien, og så er det bare en fornøjelse at få lov at opleve så fantastiske biler – inkl. lydbilledet – på det store lærred.

Fakta

Titel: Le Mans ’66

Originaltitel: Ford V Ferrari

Land: USA, Frankrig

År: 2019

Instruktør: James Mangold

Manuskript: Jez Butterworth, John-Henry Butterworth, Jason Keller

Medvirkende: Matt Damon, Christian Bale, Caitriona Balfe, Jon Bernthal, Tracy Letts

Spilletid: 152 minutter

Premiere: 14. november 2019

Indlægget Anmeldelse: Le Mans ’66 blev først udgivet på Boxengasse.

Le Mans ’66 tager sit udspring i det ambitiøse projekt, som Henry Ford II satte i søen efter et forlist forsøg på at overtage Ferrari-mærket: Enzo Ferrari skulle have tæv på sin egen hjemmebane: Circuit de La Sarthe – Le Mans.

Historien er også en spillefilm værdig. I 1957 blev de amerikanske bilfabrikker låst af Detroit Safety Resolution, som efter de vilde 1950’ere forbød fabrikkerne at reklamere med bilernes effekt og motorstørrelse – kort tid efter blev salgstalerne rettet mod brændstoføkonomi og andre kedelige fakta. Efter nogle år var det mest Ford Motor Company, der som klassens duks efterlevede aftalen, og markedsandelen faldt lodret i takt med at både General Motors og Chrysler havde hemmelige fabriksteams involveret i både NASCAR og andre serier. Henry Ford II var godt klar over at noget skulle gøres.

Enzo Ferrari overvejede ad flere omgange at sælge forretningen, og da amerikanerne gjorde tilnærmelser var Il Commandante også til at snakke med. Men forhandlingerne trak i langdrag, og bedst som delegationen fra Detroit troede at Enzo var mør … bad han dem om at rejse hjem, for han var ikke længere interesseret i at sælge.

En sådan fornærmelse byder man selvsagt ikke en stor amerikaner, så direktøren for Ford Cars, Lee Iacocca, blev sat til at løse problemet. Iacocca var ikke en hr-hvem-som-helst; han havde på få år vundet vigtige markedsandele tilbage til Ford, blandt andet ved at lancere Ford Mustang … ja, korrekt gættet, motorsport var igen den drivende faktor bag bilsalget.

Filmen byder også på et andet kendt navn; Carroll Shelby, spillet af Matt Damon. Efter at have bygget sine berømte Shelby-biler fik Iacocca overtalt bilskaberen til at hjælpe med at bygge en Le Mans-vinderbil baseret på samme principper som alle Shelby-biler: Lav vægt og enestående køreegenskaber – og en kæmpe V8-motor til at få den skubbet afsted i en fart.

Kørere skal der også til, og nærmest som skabt til en god historie falder valget på den farverige, uregerlige og geniale Ken Miles, som i filmen spilles af Christian Bale. Miles var både en dygtig ingeniør og racerkører, og det var dén kombination som der var brug for.

Resten er historie, som man siger – og her på redaktionen glæder vi os usmageligt til at se hvordan Hollywood-udgaven af én af motorsportens store historier tager sig ud på det store lærred.

Le Mans ’66 har premiere i Danmark torsdag d. 14. november. 

Indlægget Le Mans ’66 har premiere på torsdag blev først udgivet på Boxengasse.