I reserven for russerne

Stod det til Anders Fjordbach, figurerede han slet ikke på nogen liste over potentielle danske Le Mans-kørere. Det var nemlig planen at han skulle debutere i LMP2-klassen i dette års udgave af løbet, og det endda i sit eget team; Polar Seafood Racing.

Tæt på, men ikke tæt nok

Den 27-årige nordjyde har i en årrække arbejdet intensivt på at skabe sig et navn i GT-racing, men skiftede i 2017 fokus til prototyper, for på den måde at komme tættere på et sæde på Le Mans.

Sammen med en anden dansker, den i medierne ukendte Dennis Andersen, deltog Anders Fjordbach i 2017 i European Le Mans Series, ELMS, i en fabriksstøttet Dallara LMP2-bil. Det blev til en andenplads allerede i debutløbet, men resten af sæsonen viste sig noget hårdere for det danske team.

Kursen var imidlertid sat mod debut på Le Mans i 2018, og da ACO’s billetluger åbnede, stod Anders Fjordbach klar med danskerteamets tilmeldingsblanket og et ikke uanseeligt beløb, som de franske arrangører opkræver, alene for at lade teamet komme i betragtning til en af de 60 startpladser.


Til Anders’ store fortrydelse stod der ikke Polar Seafood Racing på deltagerlisten, da ACO offentliggjorde den i starten af februar måned. Bevares, teamet er da på reservelisten, men historisk set er det sjældent at så mange reservehold kommer med på et afbud.

Fra grønlandske skaldyr til russisk kaviar

Hvor nogen måske fristes til at give op, tog den nordjyske kører skeen i den anden hånd, for hvis man ikke kan få det bedste, så må man jagte det næstbedste. I dette tilfælde blev det en titel som reservekører for russiske SMP Racing (som vi i øvrigt kommer med et portræt af på et senere tidspunkt, red.) i deres LMP2-Dallara.

Mindst 50 km/t hurtigere end jeg umiddelbart havde lyst til…
Anders Fjordbach, SMP Racing-reservekører

For at Anders Fjordbach kan træde til som kører, hvis en kollega ikke er i stand til at fuldføre løbet, kræves det at han har gennemgået præcis samme test som de kørere, der stiller til start. Derfor var han også tvunget til at gennemføre mindst 10 omgange i løbet af den officielle testdag, hvilket blev hans debut på banen:

“Det var helt vildt fedt. Le Mans er en super fed bane med et fantastisk flow. Indianapolis, Tertre Rouge og selvfølgelig Porsche-kurverne var en kæmpe oplevelse at køre igennem. Især første gang jeg kom igennem Indianapolis var skræmmende med virkelig høj fart i sjette gear – det var mindst 50 km/t hurtigere end jeg umiddelbart havde lyst til…”

Der blev lyttet intenst, når Stephane Sarrazin og Mikhail Aleshin gav råd om bilen. Foto: SMP Racing

At have fået én fod sat i klemme i dørkarmen hos SMP Racing er i sig selv interessant. Teamet er måske verdens mest omfattende racerteam med en gigantisk fond som økonomisk ballast – med det ene mål at uddanne russiske racerkørere til den absolutte verdenstop.

På trods af teamets og fondens målsætning må selv russerne erkende, at talentpuljen – trods en pæn vækst – ikke helt er nok til at understøtte store russiske resultater i de store racerløb. Derfor har man sørget for at tilknytte udenlandske kørere som Jenson Button, Stephane Sarrazin – og altså Anders Fjordbach.

Selv har reservekøreren ikke urealistisk høje forventninger til samarbejdet på sigt:

“Det er jo et gigantisk team med en stor fond i ryggen. Det giver selvfølgelig et enormt potentiale, men hvordan fremtiden kan se ud, er svært at spå om. Mit fokus ligger udelukkende på at udføre mit job til perfektion, og så må vi se om der kan blive stablet noget større på benene.”

Som fluen på væggen

Som reservekører skal Anders Fjordbach deltage i alle de møder og briefinger, som resten af kørerne er med i. Både de officielle førermøder op til løbet, og interne møder omkring bilens opsætning, løbsstrategi m.m. Ikke videre ophidsende, når ingen håber på eller regner med at den danske kører skal i bilen.

“Altså møderne er jo ikke super interessante, når der er så lille en chance for at jeg rent faktisk kommer i bilen … men jeg er klar, hvis nogen får brug for mig!”

Anders Fjordbach skal deltage i alle møder omkring løbet, ganske som hvis han var på “førsteholdet”. Foto: SMP Racing

Set med danskerbriller kan man håbe at en af de faste kørere får en skefuld kaviar galt i halsen, så der bliver plads til endnu en dansker i løbet. Og så kunne det da være helt fantastisk at se Polar Seafood Racing med en plads på gridden næste år.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: