Bedre sent end aldrig. De bedste danske resultater i juli skal selvfølgelig også hyldes, og det var en måned med en hel del podieplaceringer til de danske kørere. Det er dog et velkendt navn i toppen – for tredje gang i år.
Dette er syvende udgave af Boxengasses månedlige Power Ranking, hvor vi vurderer og rangerer de danske racerkøreres præstationer og resultater i ind- og udland. Inden vi springer til månedens top 10 er her en række kørere, der fortjener en honourable mention for deres resultater i juli.
- Jonas Holmgaard, Magnus Holmgaard, Marco Gersager og Patrick Steen Rasmussen: 2. plads i 992-klassen i 12H Paul Ricard
- Oskar Lind Kristensen: 3. plads i ADAC GT4 på Norisring
- Sebastian Øgaard: 3. og 5. plads i Gold Cup i GT World Challenge Sprint på Misano
Med de ord er det blevet tid til at rangere de ti bedste danskere i juli:
5. plads i LMP2 i IMSA, Mosport
Det kan godt være, at Benjamin Pedersens bedste resultat i LMP2 fortsat er Daytona-podiet i januar, men løbet på canadiske Mosport er uden tvivl dansk-amerikanerens bedste indsats i indtil videre otte LMP2-starter.
Pedersen satte løbets tredjehurtigste omgang, og ifølge The B Pillar var han næstbedst målt på gennemsnitlige omgangstider – hurtigere end etablerede topnavne som Dane Cameron, Tom Blomqvist, Pietro Fittipaldi og Renger van der Zande. Det er voldsomt imponerende og lover godt for fremtiden.
3. plads og 5. plads i Bronze Cup i GT World Challenge Sprint, Misano
Bastian Buus fortsætter med at imponere, hver gang han sætter sig bag rattet af en Porsche, og de to løb på Misano i GTWC Sprint er ingen undtagelse.
Det er Buus’ præstation, der placerer ham her og Øgaard som honourable mention på trods af Audi-kørerens lignende resultater i den på papiret stærkere Gold Cup. For Buus var generelt hurtigere end sin landsmand i begge løb og i kvalifikationen.
7. plads i Hypercar i FIA WEC, Interlagos
Det var måske Mikkel Jensens Peugeot-landsmand, der imponerede mest på turen til Sydamerika, men Jensen var som altid pålideligheden selv: Stabil og lynende hurtig – og tilmed med 65 procent af køretiden i Peugeot #93.
Peugeot kunne endelig kæmpe med om de sjovere placeringer i São Paulo, og det udnyttede Mikkel Jensen og Paul Di Resta til en sæsonbedste syvendeplads og formentlig et gedigent skud selvtillid.
Sejr i LMP3 i ELMS, Imola
Unge Theodor Jensen har nærmest booket sig en fast plads på vores månedlige liste, men der er heller ingen vej uden om ham med de resultater.
Den kronjyske teenager har med sine to franske holdkammerater gang i en uhørt overlegen sæson i ELMS’ LMP3-klasse, og på Imola tog de for tredje gang af tre mulige det ternede flag først. Jensen tog samtidig en sikker pole position, og i løbet var han denne gang også hurtigere end holdkammeraten Adrien Closmenil.
Sejr i Formel 3, Spa-Francorchamps
13. og 28. plads i Formel 3, Silverstone
Noah Strømsteds debutsæson i Formel 3 har udviklet sig til lidt af en rutsjebanetur, som desværre er gået mere ned end op de seneste måneder. Mercedes-juniorkøreren har været ramt af uheld flere gange, men på Spa fik han endelig tingene til at spille.
Fra anden startposition i sprintløbet kom han i føring på tredje omgang, og derfra så han sig ikke tilbage. Hurtigste omgang, sejr og gode point til mesterskabet. Søndagens featureløb regnede desværre væk, så Strømsted ikke fik chancen for at bygge videre på den gode lørdag.
4. plads i GT3 i FIA WEC, Interlagos
9. plads i GT3 i ELMS, Imola
Det kan godt være, at Michelle Gatting uden for bilen fortsat var på krykker efter sit Le Mans-uheld, men bag rattet var Iron Dames-danskeren ligeså hurtig og hårdtkæmpende som altid.
På Interlagos var Gatting tæt på at køre den lyserøde Porsche til sæsonens første WEC-podie efter herlige og stærkt underholdende kampe mod først Charlie Eastwood og siden hjemmebanehelten (og legendesønnen) Eduardo Barrichello. Gatting trak det korteste strå – blandt andet på grund af en straf – men sikke en fight!
6. plads i Hypercar i FIA WEC, Interlagos
Først var Malthe Jakobsen flyvende i kvalifikationen, inden det blev til P4 i Superpole – foran søsterbilen med erfarne Paul Di Resta. Dernæst scorede den unge thybo sidst hidtil bedste resultat i Hypercar og WEC med en sjetteplads i løbet.
Det lignede længe, at det kunne blive til mere, men i sidste ende er en sjetteplads mere end godkendt for Peugeot, der har kæmpet med tingene. Og Jakobsen var tilmed den hurtigste af franskmændenes fire kørere set på gennemsnitstider ifølge The B Pillar.
6., 8., 9., 20. plads og DNF i Indycar, Iowa, Laguna Seca, Toronto og Mid-Ohio
Det er simpelthen en fornøjelse at følge, hvordan Christian Rasmussen vokser og vokser i Indycar, og juli var en helt forrygende måned for amagerkaneren, som tilmed har overhalet sin erfarne holdkammerat Alexander Rossi i tabellen.
Rasmussen brillerede i doubleheaderen på ovalbanen i Iowa, men nok så vigtigt viste han også storform uden for ovalerne, da han på Laguna Seca sikrede sit hidtil bedste ‘road course’-resultat i sin Indycar-karriere.
3. plads i Hypercar i FIA WEC, Interlagos
Endelig kom der endnu en dansker på et Hypercar-podie i WEC i 2025! Michael Christensen endte i juni som bedste dansker på Le Mans, og han og Porsche #5 fulgte det op med et topresultat i Brasilien.
Holdkammeraten Julien Andlauer bar ganske vist det største læs i 5’eren, men Michael Christensen var alligevel stærkt medvirkende til, at det netop var danskerens Porsche og ikke søsterbilen, der kunne bestige podiet til slut – under to sekunder efter ellers dominerende Cadillac.
2., 3., 6., 13. og 21. plads i Indycar, Laguna Seca, Mid-Ohio, Iowa og Toronto
Sikke en sæson Christian Lundgaard har gang i efter skiftet til McLaren! Det er ikke for sjov, at han for tredje gang topper Boxengasses Power Ranking. 24-årige Lundgaard er blevet en stjerne i Indycar, hvor kun suveræne Alex Palou og McLaren-kollegaen Pato O’Ward har flere eller lige så mange podiepladser i år.
På Mid-Ohio og Laguna Seca viste han endnu en gang, at han kan byde Palou og legenden Scott Dixon op til dans, og med danskerens nuværende niveau må det bare være et spørgsmål om tid, før han endnu en gang vinder sig vej til Victory Lane.
Følgende løb er taget i betragtning i juli:
- FIA WEC – 6H São Paulo
- ELMS – Imola
- Indycar – Mid-Ohio, Iowa, Toronto, Laguna Seca
- Super Formula – Fuji
- Formel 3 – Silverstone, Spa-Francorchamps
- IMSA – Mosport
- GT World Challenge Sprint – Misano
- GT4 European Series – Misano
- DTM – Norisring
- ADAC GT4 – Norisring
- Prototype Cup Germany – Norisring
- ADAC GT Masters – Nürburgring
- GT World Challenge Asia – Fuji
- 24H Series – 12H Paul Ricard
- Italian F4 – Mugello
- F4 British – Zandvoort
- F4 CEZ – Most