Det har igen været et år, som danske motorsportsfans kan se tilbage på med begejstring. På de internationale baner har Dannebrog flittigt svøbt præmiepodierne, når danske kørere har betrådt ét af de øverste trin på skamlen, og alt tyder på at dén fest ikke er ved at slutte.
Som fan af motorsport med den bonus at være udstyret med et dansk pas, er det noget særligt at kunne rejse verden rundt og med stor sandsynlighed kunne se et dansk navn på deltagerlisten i nogle af de højest rangerede mesterskaber. Nuvel; der var godt nok ikke meget leverpostej eller rødgrød med fløde, da halvdelen af redaktionen rejste rundt i Japan for at se på Super GT – men til gengæld var der fuld fart på Dannebrog i WEC. Og med dansk vinder af GTE Pro-klassen.
Det er bemærkelsesværdigt, at et lille land som Danmark har intet mindre end seks fabrikskørere i GT-serier verden over. Der må være noget særligt i drikkevandet, som giver danske racerkørere særlige langdistance-evner. Ser man i laget lige under fabrikskørerne har vi flere håndfulde af dygtige og anerkendte racerkørere, som også begår sig flot i de store serier.
Vi kan være stolte af den generation af racerkørere, som i disse år tager over, hvor den sidste generation langsomt er ved at finde pitindkørslen. Ikke mindst fordi en stor del af de nuværende profiler har klaret sig uden stor opbakning fra deres eget forbund. Med viljestyrke kan man altså nå langt, hvis bare man arbejder i den rigtige retning.
Til glæde for forbundet – og os andre, naturligvis – har Danmark også et par potentielle F1-kørere i støbeskeen. Det kan blive stort, hvis det lykkes for de unge kometer at gå hele vejen. Vejen dertil er lang og belagt med mange udfordringer, men de første store skridt er taget, og i den sidste ende handler det primært om én simpel ting – penge.
Pengene findes ude i det danske land, men det kræver mere end en halvhjertet A4-side skrevet i Word og printet på det billigste printerpapir fra Bilka, hvis man som racerkører har ambitioner om at vinde en sponsor eller investors gunst. Der er ikke mange, som har fundet vejen til de store pengetanke, og sådan vil det formentligt vedblive. For motorsport er en luksuriøs sport, som afhænger af store summer penge. Og med størrelsen af de summer er motorsport ikke noget, alle kan dyrke.
Det ses også tydeligt på de danske baner. Den kommende sæson markerer femte år med to selvudnævnte kongeklasser i dansk banesport. Det har været fire år med to klasser, der udadtil har insisteret på at der er plads til alle, og indadtil har bekriget hinanden på fuld kraft, alt imens forbundet har stukket hovedet i enhver given beplantning for ikke at skulle tage stilling til, hvad der er bedst for sporten.
Vi kan se frem mod en sæson, hvor der med stor sandsynlighed kan kåres en vinder af topklasse-striden. Det er godt, hvis der langt om længe kan være én såkaldt kongeklasse, så danske motorsportsfans kan få kvalitet frem for kvantitet igen.
Med udsigten til en enkelt topklasse er der også et håb for at den resterende del af dansk banesport kan falde til ro igen. I de seneste år har man ikke kunnet finde mange udøvere, som ikke enten skulle vinde Le Mans, DTC eller Super GT (den danske udgave, velsagtens). Træerne vokser direkte mod himlen, og selvom hverken budgetter eller indsatser endnu afspejler tiden op til finanskrisen, så bør det give anledning til spørgsmål, at så mange mener at de skal og bør deltage i “kongeklasserne”.
Som udøver kan man med rette tildele sig selv et par timers tænkepause inden de helt store beslutninger skal tages, og stille sig selv spørgsmålet:
Hvorfor skal lige netop jeg deltage i denne højtanlagte banesportsklasse? Kan jeg finde samme – eller større – sportslig glæde ved at køre i en mindre profileret klasse, hvor jeg ikke skal kæmpe alene for at finde økonomien til at være med, og hvor niveauet bedre tillader mig at udvikle mig til en bedre kører?
… og er det nødvendigt for mig at sigte efter en professionel karriere, eller er det okay at lade motorsport være en passion som jeg dyrker i min fritid, uden at sætte økonomi og personlige forhold over styr?
Uanset om der ses på motorsport, fodbold, ishockey eller dart kræves der et sundt fundament for at toppen – eliten – kan eksistere og blomstre. Fundamentet er bredden, og uden bredden er der færre veje ind i sporten, færre kørere som kan arbejde sig op til eliteniveauet – og mindre at se på for det publikum, som er nøglen til sportens succes.
Der er nemlig intet galt med hverken 1600 Challenge, Youngtimer-klassen eller Syver Race. Tværtimod, for her er det muligt for flere at dyrke deres passion for motorsporten. Helt kynisk betragtet ser man ikke de store smil, sportsånden og venskaberne i de store eliteklasser. Her er der oftest travlt med at opnå ambitiøse resultatmål og samle penge ind. I de små, mindre prætentiøse klasser er der til gengæld både fællesspisning, hjælpsomhed og store grin inde under hjelmene, når det ternede flag er blevet svunget.
Som en mærkværdig lille motorsportsnation med et højt antal professionelle udøvere i forhold til den samlede befolkning, skal vi huske på at vi ikke alle sammen behøver være fabrikskørere, køre i en eller anden kongeklasse eller for den sags skyld have motorsport som vores levebrød. Hvor motorsport i flere lande omkring os fungerer som en reel industri på linje med vindmøllekomponenter og fødevarer, så er dansk motorsport primært båret af frivillige kræfter og lange timer efter fyraften. Sådan har det altid været, og det kommer næppe til at ændre sig.
På vores lille redaktion er det heller ikke ambitioner om verdensherredømmet, som præger snakken om fremtiden. Vi har blot et halvt år på bagen, og vi er langt fra i mål med vores ambitioner. Der er ufatteligt mange historier, som skal fortælles, spørgsmål som skal stilles, og ikke mindst gode nyheder som skal bringes.
I året der kommer vil vi fortsætte med at fortælle nogle af de historier, som kun sjældent ser dagens lys, ligesom dybdegående temaer om f.eks. elektriske racerbiler fortsat vil være på dagsordenen. Og en gang imellem tillader vi os at stoppe op og stille spørgsmål, hvis noget ikke giver mening. For det fortjener dansk motorsport.
Vi er blevet taget godt imod af både læsere såvel som udøverne, der velvilligt har deltaget i interviews og portrætter. Det er vi taknemmelige for, og lover til gengæld at fortsætte skrivearbejdet i det kommende år med endnu mere indhold, som ikke findes andre steder på den danske del af internettet.
Lad os alle, udøvere såvel som publikum og lystne skriverkarle, gøre vores for at gøre 2019 til et mindst lige så godt motorsportsår, som 2018 har været for danske motorsportsfans.
Godt nytår!
Niklas Majgaard & Kim Gripping
Boxengasse.dk
