Sportsvogns-Europa er for alvor i omdrejninger fra denne weekend – og GT World Challenge Europe byder både på et brag af en kalender og masser af danskere til start. Det er en grid, der byder på både danske genvalg, danske comebacks og danske debutanter – og vanen tro varmer vi her på Boxengasse op med en lille indflyvning til sæsonen i verdens største GT3-serie.
Det hele begynder på Paul Ricard denne weekend med et seks timer langt aftenløb, som køres lørdag aften fra 18.00 til midnat.
Danskerne i GT World Challenge
Og danske kørere? Dem er der en del af – faktisk er der danskere i tre af fire klasser. Og genvalg, comebacks og debutanter er der også.
Hvis vi starter med genvalgene, så fortsætter 2024-vinderne af 24 Hours of Spa, The Dane Train, sammen. Marco Sørensen, Nicki Thiim og Mattia Drudi tørner for tredje sæson ud for Comtoyou Racing i jagten på mere metal til Aston Martin.
Genvalg er der også til Bastian Buus, som tager en ny sæson i GT World Challenge med det tyske Porsche-team Lionspeed GP. Og comeback? Det er der til Le Mans-vinder og 24h Spa-vinder Nicklas Nielsen. Ferraris danske Hypercar-es har ikke kørt GT World Challenge de seneste par sæsoner, men er tilbage med AF Corse og deler #51 med Alessio Rovera og Tommaso Mosca.
Alle tre er i Pro-kategorien – og udenfor Pro er der også en lang række spændende danske navne at tage op.
Dennis Lind gør comeback og er nu at finde i en Corvette for britiske Steller Motorsport i Gold Cup-kategorien.
Lind har tidligere leveret en lang række store resultater i GT3 under SRO, hvad enten det var i GT World Challenge eller British GT, og det er formidabelt at se Lind tilbage i det gode selskab. Han kører med Lorenzo Fluxa og Antoine Doquin i Steller-Corvetten.
Nye i GT World Challenge er det danske Selected Car Racing. Det fynske team er også i Gold Cup og går ind i et nyt, europæisk eventyr med Ferrari og en rent dansk besætning anført af Frederik Schandorff. Østjyden har Malte Ebdrup og Simon Birch med sig.
Og for at runde af, så er der også dansk deltagelse i Silver Cup, hvor Sebastian Øgaard har genvalg hos Tresor Attempto Audi – han deler racer med Ariel Levi og Rocco Mazzola i weekendens premiere.
Format
Europa-kalenderen er sat sammen af sprint og endurance-løb, og sidstnævnte er generelt de løb, der tiltrækker den største interesse, fordi kronen på værket i GT World Challenge er 24 Hours of SPA den sidste weekend i juni. Endurance og Sprint tæller fem løb hver. De fem Endurances er denne weekends sæsonpremiere på Paul Ricard. Den følges i slutningen af maj af yderligere et tretimersløb på Monza inden 24 Hours of Spa i juni.
Efter sommerpausen afgøres det hele med tre timer på Nürburgring den sidste weekend af august og sæsonfinalen er på Portimao i oktober. Sprint-kalenderen starter i maj på Brands Hatch, og følges af Misano, Magny-Cours, Zandvoort og Circuit de Catalunya.
I Sprint Cup kommer vi i denne sæson til at se Nicki Thiim (Comtoyou Aston), Bastian Buus (Lionspeed GP Porsche) og Sebastian Øgaard (Tresor Attempto Audi). Og senest har Simon Birch også præsenteret et dobbeltprogram. Han kører i Sprint Cup for sit gamle hold Razoon More than Racing, med hvem han havde et brag af et 2025 i ADAC GT Masters. Birch får derfor to biler på én sæson – fem sprintløb i Porsche for Razoon og fem endurances i Ferrari for Selected Car Racing.
Og i juni venter som bekendt kronen på værket i GT World Challenge, nemlig 24 Hours of Spa. Her er endnu ikke en fuld deltagerliste klar, men med den store opbakning, som GT3 i det hele taget nyder i tiden, så burde en maksimal grid på 70 biler være indenfor rækkevidde til den belgiske klassiker.
Kvalifikationsformatet har fået en lille ændring, men er i det store hele som det har været siden 2018 i GT World Challenge. Tre sessions med tre forskellige kørere, og så sættes gridden til sidst ud fra bilens samlede tid ud fra bedste omgang i hver session. Ændringen er, at man deler sessionerne i to – så nu vil man køre hver session i to halvdele for at få nogenlunde lige kørere på banen samtidigt. Bronze og Silver Cup kører i gruppe A, mens Pro og Gold Cup kører i gruppe B.
Så der er forklaringen på, at du vil se kvalifikationens sessioner hedde Q1A og Q1B, Q2A og Q2B etc.
Løbskalender GT World Challenge
11-12. april – Paul Ricard – Endurance
2-3. maj – Brands Hatch – Sprint
29-31. maj – Monza – Endurance
24-28. juni – 24 Hours of Spa – Endurance
17-19. juli – Misano – Sprint
31. juli-2. august – Magny-Cours – Sprint
28-30. august – Nürburgring – Endurance
18-20. september – Zandvoort – Sprint
16-18. oktober – Portimao – Endurance
Se med!
Den rigtig gode nyhed er, at GT World Challenge er super nemt at følge – for det hele er gratis, det er på Youtube, og det er velproduceret. GTWorld er seriens Youtube, og her finder du hele weekenden GT World Challenge plus supportløb.
I Super Trofeo er Silas Rytter klar til en ny sæson, mens DC Workshop stiller med to biler og fire danskere i form af Nina Østergaard/Peder Møller og Niels Nyboe/Mathias Chrone.
Kvalifikation – Paul Ricard 1000 km Lørdag 12.05:
Løb – Paul Ricard 1000 km Lørdag 17.30 – start 18.00: