Max Verstappen debuterer til maj i 24-timersklassikeren på Nürburgring Nordschleife, og dermed er motorsportsverdenens værst bevarede hemmelighed en realitet.
Det har Red Bull og Mercedes offentliggjort mandag.
Hollænderen skal køre N24 med Winward Racing og holdkammeraterne Lucas Auer, Jules Gounon og Dani Juncadella.
Årets N24 køres weekenden 16-17. maj ugen før Canadas Grand Prix i Formel 1.
Max Verstappen og teamet forbereder sig på 24-timersløbet ved også at stille til start i NLS2 21. marts, der blev rykket for ikke at komme i karambolage med Verstappens F1-forpligtelser.
Det er endnu ikke meldt ud, hvem Verstappen skal dele bil med i 4-timersløbet NLS2.
– Nürburgring er et specielt sted. Der er ingen anden bane som den. 24H Nürburgring er et løb, der har stået på min ønskeliste i lang tid, så jeg er virkelig begejstret for, at vi nu kan realisere det, siger Verstappen.
– Sidste år fik jeg min DMSB-tilladelse til Nordschleife og deltog i NLS9, som vi vandt. Den forberedelse er meget værdifuld, da vi har lært en masse, som vi kan bruge i vores program i år med NLS2 og 24-timersløbet.
– Vi har et stærkt hold med Dani, Jules og Lucas og stor støtte fra Red Bull og Mercedes-AMG Motorsport. Nu handler det om at forberede os rigtigt inden begivenhederne, så vi kan få det maksimale ud af løbene.
Max Verstappen og Chris Lulham vandt i fjor NLS9, der også var et led i forberedelserne til den forestående N24-debut, hvor Chris Lulham altså ikke bliver en del af lineuppet i #3 Verstappen Racing-bilen.
Winward og Mercedes har også løftet sløret for, at Maro Engel, Maxime Martin, Fabian Schiller og Luca Stolz kører søsterbilen med #80.
I 24-timersløbet på Nürburgring Nordschleife får Max Verstappen flere danske konkurrenter i topklassen SP9.
Nicki Thiim stiller op med Aston Martin og Walkenhorst Motorsport, mens både Bastian Buus og Michael Christensen er med ombord hos Porsche og Dinamic GT.
Også danske High Class Racing med Anders Fjordbach stiller op til den tyske klassiker.