Kevin Magnussen skal som bekendt køre sportsvogne for BMW i 2025, men danskeren fortsætter alligevel med også at skulle arbejde for Haas i Formel 1.
Det fortæller Haas-teamchef Ayao Komatsu til udvalgte medier herunder The-Race.
– Han kommer til at køre nogle TPC-sessioner for at give en reference. Vi har et godt forhold til hinanden, siger Ayao Komatsu.
Det bliver et program under det såkaldte ‘Testing of Previous Car’-reglement (TPC), hvor den 32-årige dansker kommer til at teste en to år gammel Haas-racer for at hjælpe teamets udvikling og give Haas’ nye kørere Esteban Ocon og Oliver Bearman et referencepunkt.
Det er Haas’ nye samarbejde med Toyota, der åbner for mulighederne for et testprogram i 2025.
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen fra The-Race, at Magnussen både skulle køre Toyotas simulator, og at han forhandler med Haas om en reserverolle. Det er nu fjernet fra The-Races artikel, hvorfor vi bringer denne rettelse.
Kevin Magnussen debuterer denne weekend i hypercars for BMW, når han vender tilbage til 24-timersløbet på Daytona. Både Magnussen og holdkammeraterne så godt ud i testen sidste weekend.
Du kan læse alt om Kevin Magnussens BMW-debut og de i alt 13 danske kørere i Rolex 24 at Daytona i Boxengasses guide eller høre vores podcast herunder:
Guide: Kampen om uret venter – sådan følger du Kevin Magnussen og co. til 24 Hours of Daytona 2025