Louise Frost satser på Danish Endurance Championship

Foto: KIA Danmark/Louise Frost Racing
Annonce:

Et nyt samarbejde med KIA Danmark har været med til at sikre Louise Frost en plads i Danish Endurance Championship til denne sæson, hvor hun skal dele en Mitjet-racer med Sander Steffensen.

Steffensen kørte også i fjor i DEC med KIA Danmark Racing, og får nu en ny holdkammerat i form af Louise Frost, som kommer fra en baggrund med DS3 Cup, Danish Endurance Championship, Super GT Danmark og et par løb i TCR Scandinavia i Sverige i fjor.

Louise Frost og Sander Steffensen deler i denne sæson denne Mitjet-racer i Danish Endurance Championship. Foto: Louise Frost Racing

– Det hele kom i stand efter vi først kom til at snakke om mulighederne i racing. Det førte til et møde, og så endte vi med en aftale. Det hænger sammen med, at KIA Danmark gerne vil satse på flere målgrupper, og der har de valgt at satse på en sportsudøver, hvor jeg jo kom ind i billedet, forklarer hun.

Mitjet-raceren kender Frost fra tiden i Super GT Danmark, og håbet er, at Danish Endurance Championship kan blive et godt sted for Louise Frost at fortsætte sin udvikling som racerkører:

– Jeg har altid kunnet lide det at indgå i et samarbejde og et team med en anden kører. Jeg tror, at man bliver en bedre kører af, at der er én at lære noget af og vice versa. Og så er det ikke mindst en god øvelse, hvis man vil køre i udlandet, for der er rigtig mange muligheder for netop langdistanceløb derude. Derudover synes jeg Danish Endurance Championship er en fed serie, fordi der er flere klasser på banen samtidigt, og der sker en masse på banen.

Passer ind i eksamensplaner

Samtidigt passer DEC-sæsonen umiddelbart godt ind i en anden plan. Louise Frost er i øjeblikket i fuld gang med at skrive sin bacheloropgave, og det har ikke været nemt at flette en ny motorsports-satsning ind i det hele, siger hun:

– Det er længe siden jeg har kørt sidst – faktisk har jeg ikke været i en racerbil siden august sidste år. Men i dag har vi været ude at køre den første test. Det er lidt pakket for tiden, for jeg bliver uddannet som sygeplejerske her til juli, og skriver min bachelor nu – så det skulle lige passe sammen det hele, for på skolen sidder der jo også en gruppe, som har forventninger til mig, afrunder Louise Frost.

https://www.facebook.com/LouiseMarieFrost/posts/1084295678617627

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen