Da denne artikels forfatter indledte sin esportskarriere tilbage i 1998, var begrebet “esport” slet ikke opfundet. Faktisk var det dårligt nok muligt at spille mod andre mennesker over internettet. Ikke desto mindre var virkelighedstro bilspil – simulationer – allerede på fremmarch.

Spil som Grand Prix Legends (skabt af samme mand, som senere startede den populære iRacing-simulator) og Sportscar GT var blandt de første spil, hvor det var muligt at dyste mod ligesindede over internettet. I Danmark var der eksempelvis Danish Grand Prix Legends Society, hvor omkring 50 skandinaviske nørder (dengang var man en nørd, hvis man spillede bilspil på nettet, red.) ugentligt begav sig ud i hæsblæsende racerløb i virtuelle udgaver af 1967-sæsonens F1-racere.

Annonce:

Sådan så det ud, når man simulerede gamle racerbiler i 1999. Foto: Grand Prix Legends.

Der var ikke meget grej at købe dengang for efterhånden 20 år siden. Logitech revolutionerede hele gaming-verdenen med deres force feedback-serie af joysticks og tilbehør, som pludselig kunne slå igen – okay, de havde kombineret motoren fra et erotisk aggregat med nogle meget simple signaler fra spillene; mere avanceret var det heller ikke på det tidspunkt – men ellers måtte man selv i gang, hvis man skulle have andet end et skrivebord og en spisebordsstol som “simrig”.

Der er løbet meget vand i åen siden 2010, hvor jeg mere eller mindre frivilligt indstillede mine simracing-aktiviteter, pånær deltagelser i det årlige GTR24H – et virtuelt 24 timers Le Mans, som blev afholdt i en sportshal udenfor Kolding. Til gengæld er der fart på simracing i dag. Måske endda så meget fart, at simracing lige om lidt bliver til en accepteret og anerkendt del af den etablerede motorsportsscene.

I mange år er forskellige communities opstået omkring de spil som er udkommet. Nogle mere seriøse end andre, men det er kun i helt nyere tid, at simracing er blevet forsøgt hævet til samme niveau, som andre esports-genrer begår sig på. Og det inklusive præmiepuljer, der får selv “rigtige” racerkørere til at se misundeligt efter deres virtuelle kollegaer.

Fra græsrod til hvide skjorter og store setups

Bortset fra et enkelt indslag tilbage i 2008, hvor DASU var forud for sin tid (den lader vi lige stå, red.) og var medarrangør på et dansk mesterskab i virtuelle touring cars. Danish Race League var baseret på Race ’07, hvor der var mulighed for at køre i de samme biler som på det tidspunkt kørte i DTC-klassen på de danske baner. Flere af klassens kørere sprang med på bølgen og gjorde det ganske flot på de simulerede racerbaner; blandt andet Martin Jensen, som dengang kørte for Team Den Blå Avis i BMW 320si E90.

Takket være DASU’s engagement i mesterskabet sad der pludselig en håndfuld nørder med nytrykte medlemskort og licenser til at køre racerløb … godt nok på computeren, men godt så det ud!

Projektet løb ud i sandet, for tiden var ikke moden til sådan et setup dengang. I dag er det til gengæld en helt anden snak, og mens DASU arbejder på snart at offentliggøre det første (ahem, andet, red.) danske mesterskab i simracing, er der absolut også gang i den på den anden side af vores lille land.

Ikke mindst i Frankrig, hvor ACO og FIA har kløet sig i nakken og spekuleret på hvordan de kan være med på bølgen. Da WEC-cirkusset ramte Silverstone for et par uger siden blev Le Mans Esports Series derfor offentliggjort. Ganske som mange nok havde forventet, er det noget af en – med græsrodsøjne – kedelig omgang, der mest ser ud til at være født i et konferencelokale uden en eneste reel simracer til stede.

Le Mans Esports Series er arrangeret af ingen ringere end ACO. Nogen decideret sportslig succes ligger dog ikke i kortene…

Løbskalenderen tæller seks kvalifikationsløb, som følger WEC-kalenderen frem til Le Mans 2019, som fungerer som Le Grande Finale for Esports-serien. Deltagerne kvalificerer sig til løbene igennem hot laps (kvalifikationsomgange uden andre biler på banen, red.), hvorefter kørerne indplaceres i grupper svarende til deres niveau. Selve løbet varer i blot fem omgange, så man skal skynde sig hvis man skal mærke “Spirit of Le Mans”…

Spillet som bruges, er Forza Motorsport 7, udgivet af Microsoft til Xbox og PC. Et underholdende spil med masser af fine biler og baner, men som gør et flot forsøg på at bringe motorsport til folket – og dermed også fjerner de sidste, realistiske lag. Personligt har jeg brugt min andel af timer i Forza-universet, og selvom det er ganske god underholdning, er det altså ikke en seriøs simulator. Hvis det til gengæld får flere nye kørere i gang, så er det jo fint.

I Danmark går det godt…

Indtil videre er der 207 deltagere i Le Mans Esports Series, og det bliver interessant at se om de store organisationer i sporten kan få fodfæste i det virtuelle univers.

Herhjemme har der længe været gang i simracing. Ikke mindst på førnævnte GTR24H, som nu har skiftet navn til EEWC – Endurance eRacing World Championship. Den sidste weekend i oktober måned mødes 40 teams fra hele verden for at se hvem der kan vinde det virtuelle 24 timers-løb på Le Mans. Løbet vil blive vist på Viasat’s eSportTV, og med partnere som Motorsport.com og Monster Energy har løbet taget springet fra fugtig sportshal til den internationale esportsscene.

Endurance eRacing World Championship bliver kørt den sidste weekend i oktober. Foto: EEWC – gtr24h.org

Allerede i den kommende weekend er der også virtuelt racerløb på programmet, når Cross Border Esport arrangerer deres første simracing-turnering under årets arrangement i Sønderborg. Her køres i Project Cars 2 på Playstation 4, og hele fire baner skal køres igennem i løbet af weekenden.

For nylig offentliggjorde DASU deres første eSports-mesterskab, Danish eSport Racing Championship (DERC). Baseret på iRacing kommer den første sæson til at foregå i ens biler – Audi R8 LMS Cup – og med fastlåst opsætning af bilerne. En blid start, men måske også et klogt valg for at få nye kørere med. Sæsonen starter den 7. november på Nürburgring.

Her på Boxengasse vil vi følge udviklingen for at finde ud af, om virtuel motorsport kan skabe sit eget rum som en accepteret del af motorsportens verden.

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Skriv et svar