McLaren har tømmermænd i Vegas efter at være gået planken ud. Sjældent har millimeter haft så kolossal betydning i kampen om VM-titlen i Formel 1, men en dobbelt McLaren-diskvalifikation betød, at Max Verstappen løb fra casinobyen med den helt store jackpot. Kimi Antonelli gik fra zero til hero, mens Ferrari igen må slikke sårene.
Alt det og meget mere i denne episode af Boxengasses Alt+F1. Du kan også læse videre her i artiklen.
McLaren (Dobbelt DSQ)
Et sted meget langt fra Las Vegas ligger Bruce McLaren og vender sig i graven…
Hvis det her ender med, at Max Verstappen står som verdensmester i Abu Dhabi, så er Las Vegas 2025 den værste weekend i McLarens Formel 1-historie.
Men der skal STADIG gå meget galt, hvis ikke Lando Norris skal vinde VM-titlen. Han har allerede den ene hånd på trofæet.
Norris skal trods alt ‘bare’ slutte foran sin hollandske rival i Qatar, så er triumfen i hus.
Diskvalifikationen – hvad og hvorfor?
Lad os først tage sølvpapirshatten af. Det handler ikke om, at FIA vil have Max Verstappen til at vinde verdensmesterskabet for enhver pris.
Alle biler i top 10 i Las Vegas blev tjekket. Altså også Max Verstappens, der overholdt reglerne.
Det er en standard procedure, og når det kommer til sliddet på planken under bilen, er reglerne ens for alle. Spørg selv Lewis Hamilton og Nico Hülkenberg, der har mærket hammeren falde tidligere på sæsonen.
Planken må ikke være under ni millimeter tyk efter løbet.
Tykkelsen bliver målt helt ned til 0,001 millimeters nøjagtighed med et Mitutoyo Mikrometer, der i øvrigt er på black friday-tilbud hos Amazon til den overkommelige pris af 450 kr. Dyrere udstyr skal der altså ikke til for at vende op og ned på verdensmesterskabet.
Lando Norris’ racer blev målt til at have henholdsvis 0,12 mm og 0,07 mm for meget slid henholdsvis for og bag på planken, mens Oscar Piastris racer tre steder overskred grænsen med mellem 0,04 mm og 0,26 mm.
Det er marginaler, men det er også nok til at udløse en diskvalifikation. Her er ingen kære mor.
Det var med al sandsynlighed IKKE et forsøg på snyd fra McLarens side.
Det var derimod en regulær fejl, der opstod, fordi McLaren blev tvunget til at spille alt på sort i casinobyen…
De tre faktorer, der skubbede McLaren over grænsen
For det første er Red Bull (læs: Max Verstappen) de seneste måneder blevet så stor en trussel, at McLaren føler sig nødsaget til at jagte enhver tusindedel ekstra performance. I det her tilfælde ved at køre med en lavere ridehøjde/frihøjde end normalt.
For det andet havde McLaren i fjor en forfærdelig weekend i Las Vegas, hvor især fordækkene grainede. I et forsøg på at komme det problem til livs satte McLaren i år bilen op med mere downforce bag til. Det trykker bunden mod banen ved høj hastighed, og det øger sliddet på planken. Det var tydeligt at se, at McLaren – især Oscar Piastri – lavede flere gnister end konkurrenterne, og Piastris hoved hoppede også op og ned på onboard-optagelserne, som var vi tilbage i porpoising-dagene for år tilbage.
For det tredje blev McLarens – og alle andres – mulighed for at indsamle long run-data i FP2 og FP3 forpurret af henholdsvis røde flag og regn. Det blev altså sværere at regne ud, hvor lav ridehøjde de kunne sætte bilen op med uden at falde i fælden.
McLaren opdagede mod slutningen af løbet, at den var gal med Norris’ racer. Derfor blev han bedt om at lift-and-coast for enden af langsiderne for at spare brændstof. Sidstnævnte forklaring var naturligvis et dække for ikke at vække unødig opmærksomhed omkring et problem (plankens slid) som ikke nødvendigvis ville blive tjekket i kontrollen efter løbet.
Det blev det, og så faldt hammeren.
Konsekvensen
Diskvalifikationen sender Max Verstappen indenfor overkommelig – og livsfarlig – afstand af Norris i tabellen. Kun 24 point adskiller de to konkurrenter, mens Red Bull-stjernen helt har slugt Oscar Piastris forspring, der ellers lød på over 100 point for bare få måneder siden.
Men Verstappen kan ikke vinde VM-titlen alene. Det kræver hjælp. Enten fra Mercedes og Ferrari, der kan tage point fra McLaren, eller også skal de papaya-klædte selv smide flere point væk.
Vi er der nu, hvor én kontakt, én punktering, én wheelgun, der fejler, én power unit, der går op i røg, eller én teknisk overtrædelse, kan ende med at sende mesterskabet i hænderne på Verstappen.
Presset er enormt på hver enkelt medarbejder hos McLaren og Red Bull – og her har sidstnævnte langt mere erfaring med at stå i en situation som denne, hvor der er så forbandet meget på spil. Nerverne skal for alt i verden holdes i ro.
Men igen skal vi huske: Lando Norris kan vinde titlen allerede i Qatar. Det kræver blot, at han slår Verstappen, så kan han ikke hentes i Abu Dhabi.
McLaren har kun én ting at gøre nu. Smid ‘Papaya Rules’ i skraldespanden og læg alle kræfter i at hjælpe Norris. Piastri skal være wingman. Intet andet. Ellers er det dømt til at ende i tårer i Woking, og her taler vi ikke om glædestårer.
Alt kan ske i Formel 1, og det er derfor, at vi elsker sporten så højt. Der venter et drama uden lige i de to ørkenstater.
Vi vender langt mere end bare McLarens opsigtsvækkende diskvalifikation i den seneste episode af Boxengasses podcast, som du finder herunder eller i din foretrukne podcastapp. Lyt med!