Hybridteknologi på vej til Formel 4

Foto: British F4 / Ford Performance

De moderne teknologier rykker tættere og tættere på. Forleden offentliggjorde det britiske F4-mesterskab, at de i samarbejde med Ford og andre interessenter er gået i gang med at arbejde på en hybridmotor til brug i Formel 4-biler. Motoren er baseret på en étliters, trecylindret Ford EcoBoost-motor, som allerede er monteret i Ford Fiesta R2-rallybilen, hvor den leverer hele 200 hestekræfter. Gadeversionen uden elmotor smider 155 hestekræfter, så der er potentiale.

Motoren bliver en såkaldt mild hybrid, hvor elmotorens formål er at give ekstra kræfter til forbrændingsmotoren, eksempelvis når starten går eller der skal accelereres ud af sving. Hvor mange ekstra kræfter, elmotoren forventes at tilføre, vides endnu ikke. Formel 4-racerne har i omegnen af 160 hestekræfter, så unge F4-aspiranter behøver næppe drømme for meget om 250 hestekræfter.

Den britiske Formel 4-promotor, Sam Roach, forventer at udviklingsarbejdet kommer til at løbe gennem hele 2020, og han glæder sig over projektet, der skubber talentklassen hen mod mere moderne teknologi:

– Det er tydeligt at hybridteknologi er på vej ind i motorsporten, og vi foretrækker at kunne introducere kørerne til det i et tidligt stadie af deres karrierer. Vi ser frem til evalueringsprocessen og forhåbentlig introduktionen af en EcoBoost Hybrid til det britiske F4-mesterskab i en ikke alt for fjern fremtid.

Selvom Ford’s britiske projekt er spændende bliver det ikke den første Formel 4-racer som har hybridteknologi. Når den nyslåede Danmarksmester i F4-klassen, Malthe Jakobsen, deltager i FIA Motorsport Games den 3. november, bliver det i en nybygget bil med både halo og hybridsystem – som den første formelbil udenfor Formel 1.


Her består hybridenheden til gengæld udelukkende af en lille elmotor som hjælper turboen på den 1,4 liters Abarth-motor med at holde sig i gang, når bilen kører i lave omdrejninger. Det reducerer turbolag og giver en bedre speederrespons – men ikke et decideret skub bagi, når Malthe Jakobsen trykker på speederen.

På hjemlige baner skal vi ikke forvente at se hybrid-formelbiler lige med det samme. Siden introduktionen har det danske Formel 4-mesterskab kæmpet for at tiltrække de unge racertalenter, og implementering af en teknisk mere avanceret (og med garanti også dyrere) motor vil kun gøre deltagelsen til en pebret affære.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: