European Le Mans Series åbner i denne weekend sæsonen med et 4 Hours of Barcelona, som bliver med en stribe danske kørere i potentielle hovedroller – og derudover skal du streame løbet et andet sted, end du plejer. Der er med andre ord linet op til en sæsonguide – og vi kigger også forbi supportklasserne Michelin Le Mans Cup og Ligier European Series, der ditto byder på solid, dansk deltagelse.
Og derfor – en kombineret guide fra Boxengasse – med et overblik over de danske navne i ikke bare den 47 biler store ELMS, men alle tre serier. Og selvfølgelig alt, du skal vide for at kunne følge med i denne sæson – streaming og meget andet kommer vi tilbage til.
Danskerne i European Le Mans Series, Michelin Le Mans Cup og Ligier European Series
European Le Mans Series byder på danske kørere i samtlige klasser. Skal vi starte med LMP2, så rykkede Theodor Jensen op efter et strålende 2025 hos CLX Motorsport, hvor det blev til mesterskabssejr i LMP3. Han er i år i LMP2 med Ian Aguilera og Adrien Closmenil.
Også i LMP2, men i LMP2 Pro/Am finder vi klassens øvrige tre danskere. Malthe Jakobsen og Michael Jensen har begge en lang forhistorie med Algarve Pro Racing og er i ELMS sat sammen med Enzo Trulli. En for teamet velkendt trio af kørere, der nu for første gang er samlet i den europæiske serie.
Jens Reno Møller bliver også en travl herre i de europæiske weekender, for sideløbende med at han også er aktuel i Michelin Le Mans Cup, så kører Møller også LMP2 Pro/Am for britiske Vector Sport med Lorenzo Fluxa og Cem Bölükbaşı.
I LMP3 er Mikkel Gaarde Pedersen klar til en ny sæson i ELMS, denne gang for tyske Rinaldi Racing, hvor han deler bil med José Cautela og Alvise Rodella. Sebastian Gravlund tager også et år til i LMP3 og kører hos franske Ultimate sammen med Lucas Fecury og Terrence Woodward.
I GT3 har vi ikke blot danske kørere, men også en stærk satsning fra et dansk team. High Class Racing er tilbage i ELMS med en Porsche 911 GT3R – og nordjyderne har også hentet forstærkning fra Porsche, for her deler Anders Fjordbach og Dennis Andersen bil med Porsches Hypercar-kører Laurin Heinrich.
Og i én af feltets fem Ferrari 296 GT3 Evo finder vi Conrad Laursen, der hos AF Corse er i bil med Davide Rigon og Charles-Henri Samani.
Stærkt fremmøde i Michelin Le Mans Cup
European Le Mans Series er imidlertid ikke alene om at have en stærk, dansk deltagelse. Det gælder også trinnet lige under – Michelin Le Mans Cup. Serien er mest kendt for sit store højdepunkt, som er Road to Le Mans-optaktsløbet på Le Mans, men den følger hele ELMS-kalenderen og er et godt sted at følge de navne, der er på vej videre til det næste trin på stigen.
Her er en god blanding af etablerede og nye navne til start. Starter vi fra toppen i LMP3, så er Mikkel Gaarde Pedersen klar til dobbeltprogram og kører også LMP3 Pro/Am for tyske Rinaldi Racing sideløbende med sit program i ELMS. Og en anden genganger i serien er dansk/spanske Mikkel Kristensen hos ANS Motorsport.
High Class Racing er i begge LMP3-klasser i serien – i LMP3 er det med Philip Lindberg og Lenny Ried i #20, og søsterbilen i Pro/Am køres af Michael Hove Jacobsen og sydafrikanske Andrew Rackstraw.
Ny i Le Mans Cuppen er også Oskar Kristensen, som er klar til at tørne ud for Racing Spirit of Leman i LMP3 Pro/Am. Også Kristensen har tysk medkører i form af Christian Gisy. Og ditto ny – og også for fransk team – finder vi Sebastian Bach hos Forestier Racing by VPS i LMP3. Bach deler bil med brasilianske Lucas Fecury, der også i ELMS har dansk teamkollega i form af Sebastian Gravlund.
Sidste nye danske navn i LMP3 er Christian Dannemand Jørgensen, som stiller hos Inter Europol Competition sammen med svenske William Karlsson.
GT3 er umiddelbart ikke med dansk deltagelse, men vil få High Class Racing ind til Road to Le Mans.
Og derudover er der en supportserie mere. Ligier European Series har i år tre danskere til start. I JS P4 er det August Therbo for franske M Racing, og hos polske Team Virage finder vi Marius Kristiansen. I JS 2R-klassen er Marcus Terkildsen på plads hos franske 23Events Racing i et felt, der i alt tæller 26 biler.
Flere nyheder i ELMS
I et mere generelt perspektiv byder European Le Mans Series på flere nyheder i år. Først og fremmest har Ford taget lidt samme tur som Genesis gjorde på vejen til FIA WEC Hypercars, for de samarbejder med et team i LMP2 i ELMS og får klaret nogle forberedelser. Ford arbejder naturligvis sammen med Proton Competition og kører én bil i ELMS på denne måde. Lineuppet er med Mike Rockenfeller, Sebastian Priaulx og Jonas Ried.
De forsvarende mestre fra Panis Racing er også tilbage, men under nyt navn, og hedder nu Forestier Racing by Panis. Og Genesis’ samarbejde med IDEC Sport fortsætter også i år, blot med et lidt anderledes fokus idet teamet nu er aktive i FIA WEC.
Sådan følger du med!
ACO og FIA har lavet en helt ny streamlingplatform til alle ACO’s serier. Derfor kan du ikke længere se ELMS og Michelin Le Mans Cup live på YouTube. Men det er fortsat gratis.
Alt, du skal gøre, er at gå ind på FIA WEC Plus og melde dig til – og der findes desuden en app til streamingen også. Se mere på https://plus.fiawec.com/en.
Ligier European Series skal fortsat ses på Youtube. Det finder du her: https://www.youtube.com/@ligiereuropeanseries/streams