5 min. læsning

IMSA: Frederik Vesti og Cadillac vinder Petit Le Mans – anden LMP2-sejr i træk til Mikkel Jensen

#31: Cadillac Whelen, Cadillac V-Series.R, GTP: Jack Aitken, Earl Bamber, Frederik Vesti, Confetti, Fireworkls
Udgivet
Foto
Del artikel

IMSA har på alle plan leveret et brag af en sæson set med danske øjne – og natten til søndag dansk tid endte det hele med en fantastisk sæsonfinale, som Frederik Vesti kan kalde sig den første dansker til at vinde generelt i over 20 år. For ikke siden Tom Kristensens enlige Petit Le Mans-sejr for Audi tilbage i 2002 har en dansker stået øverst på det generelle podie.

Frederik Vesti vandt sammen med Jack Aitken og Earl Bamber. Foto: IMSA

Og udenfor GTP-kategorien, IMSA’s svar på WEC’s Hypercars, var der også dansk succes, da Mikkel Jensen og TDS Racing rundede 2025 af med deres anden sejr i træk i IMSA i år – såvel som anden sejr i træk i LMP2 til Petit Le Mans.

Starten på sæsonfinalen. Foto: IMSA

Få afbrydelser gav et anderledes løb

Petit Le Mans kan godt byde på sin portion kaos og afbrydelser, men gjorde det til en markant forskel det ikke helt i samme grad denne gang. Faktisk kørte de sidste knap fire timer af løbet uden safetycars, og da Cadillac #31 med Frederik Vesti, Jack Aitken og Earl Bamber her havde lagt sig i spidsen, fik de også gode forudsætninger for at vinde det, der blev deres andet IMSA-løb i træk.

Som altid blev de sidste pitstop afgørende. Cadillacs #31 manglede et sent splash and dash-stop for at få en smule mere benzin til de afgørende minutter. Stoppet lykkedes, og Cadillac fik bilen sendt på banen foran forfølgerne. Forfølgerne blev i øvrigt ledt af Aston Martin THOR Team, som med en andenplads scorede det hidtil bedste resultat for Aston Martin Racings Valkyrie, mens Porsche Penske Motorsport tog GTP-mesterskabet for konstruktører i kraft af tredjepladsen for Matt Campbell, Mathieu Jaminet og Laurens Vanthoor.

Og lige udenfor podiet endte Lamborghinis Romain Grosjean, Daniil Kvyat og Edoardo Mortara i det, der – formentligt – blev Lamborghinis sidste løb med deres SC63.

Acuras Meyer Shank Racing førte indledningsvist med Tom Blomqvist, som havde sig en stor duel med Jack Aitken i Cadillac #31. Cadillac-raceren kørte dog heller ikke helt problemfrit gennem de ti timer mod sejren, for en punktering til Earl Bamber sendte dem lidt ned i rækkerne – men de fik siden hentet ind.

Kevin Magnussen og BMW var længe i spil til et top fem-resultat, men måtte se det smuldre til sidst. Foto: IMSA

Kevin Magnussen og BMW Team RLL viste også gode takter i det, der blev Team RLL’s sidste løb som samarbejdspartner for BMW i IMSA. Næste år overtager belgiske Team WRT som bekendt også indsatsen på den anden side af Atlanten.

Magnussens BMW var længe i spil til at slutte sæsonen af i top fem, men til sidst faldt de til niendepladsen i GTP.

Mikkel Jensen vinder sit andet Petit Le Mans i træk

TDS Racing med Mikkel Jensen, Hunter McElrea og kørende teamejer Steven Thomas havde en vild rutsjebane af en sæsonfinale. Efter at have sat pole position fredag aften dansk tid blev teamet diskvalificeret fra kvalifikationen og sendt ned bagerst på gridden, fordi bilen ikke klarede den tekniske kontrol.

Samtidigt var Petit Le Mans også Steven Thomas’ sidste løb som kører – så der var alt at kæmpe for, og det blev der.

TDS-raceren fik Steven Thomas selv kørt frem i feltet fra start. Og da han endte sit dobbeltstint, kunne han give bilen videre i føring – hvor den stort set blev resten af vejen, da McElrea og Mikkel Jensen kom til. Toer blev Inter Europol Competitions #43 foran David Heinemeier Hansson og Era Motorsport, som tog tredjepladsen.

Mikkel Jensen kørte TDS Racings anden sejr i træk i Petit Le Mans hjem. Foto: IMSA

Løbet endte med mesterskab for AO Racing, som med Dane Cameron, PJ Hyett og Jonny Edgar tog en hårdt tilkæmpet sjetteplads – men det var nok til at sikre en billet til Le Mans næste år. AO Racing havde bestemt heller ikke noget fejlfrit løb, og blandt andet tabte de en del tid, da Edgar havde et sammenstød med Nicklas Nielsen efter 121 omgange. Det kostede en punktering for Jonny Edgar, og Nielsen fik en straf for sammenstødet.

Til gengæld pegede mesterskabet atter AO Racings vej senere, da de nærmeste udfordrere til titlen, United Autosports, måtte køre i pit med et skadet ophæng på deres #22, og i sidste ende var sjettepladsen også nok for AO Racing til at sikre titlen og deltagelsen i Le Mans næste år.

Benjamin Pedersen og PR1 Mathiasen Motorsports endte lige udenfor podiet med en fjerdeplads, mens AF Corse og Nicklas Nielsen tog femtepladsen i sæsonfinalen.

Uheldig sæsonfinale for Schandorff og Inception Racing

Frederik Schandorff og Inception Racing kom til Petit Le Mans med håbet om en Le Mans-deltagelse til 2026, men måtte se det hele løbe ud i sandet allerede på første omgang. Her var flere biler indblandet i et større sammenstød, og det kostede blandt andet Schandorffs Ferrari #70 den videre deltagelse.

Crashet i starten blev dyrt for Schandorffs Ferrari fra Inception Racing, her med #70. Foto: IMSA

I GTD Pro kom AO Racings #77 med Michael Christensen ikke til at spille nogen hovedrolle heller. Teamet havde et par problemer og småting undervejs, hvilket endte med at sende dem i mål som nummer otte i et løb, der primært blev styret af Corvette og de senere vindere fra BMW. GT-klasserne endte med sejre for BMW’s Paul Miller Racing #48 i GTD Pro og AF Corse Ferraris #21 i GTD.

Det giver et mesterskab med følgende udfald:

I GTP er årets IMSA-mestre Matt Campbell og Mathieu Jaminet i Porsche #6, mens AO Racing som nævnt tog titlen i LMP2 for sæsonen, mens GTD Pro gik til Corvettes #3 med Antonio Garcia og Alex Sims, og i GTD vandt Russel Ward og Philip Ellis for andet år i træk for Mercedes.

Foruden det generelle mesterskab har IMSA også Michelin Endurance Cup – for seriens længste løb. Her er mestrene:

GTP – Porsche #7 – Nick Tandy/Felipe Nasr
LMP2 – TDS Racing – Steven Thomas/Mikkel Jensen/Hunter McElrea
GTD Pro – Paul Miller Racing BMW – Dan Harper/Max Hesse
GTD – AF Corse Ferrari – Simon Mann, Lilou Wadoux, Alessandro Pier Guidi.

IMSA’s to priser, der giver Le Mans-invitationer, Jim Trueman Trophy og Bob Akin Trophy, som gives til de bedst scorende bronzekørere i LMP2 og GTD, endte med titler til AO Racings #99 og AWA’s Corvette #13.

Resultater

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode