Årets første Formel 1-grandprix i Melbourne endte i Mercedes-dominans trods hård kamp fra Ferrari, der som så ofte før ødelagde det for sig selv med forkerte strategivalg.
Den australske forbandelse hviler over Oscar Piastri, mens Arvid Lindblad leverede en strålende debut. Max Verstappen fortsætter sin heftige kritik af det nye reglement, og så leverede både hollænderen og Charles Leclerc referencer til vores alle sammens yndlings-Nintendo-spil.
Boxengasse giver dig her F1-dommen fra Australiens Grand Prix 2026:
Arvid Lindblad (P8)
Hvis Formel 1 trænger til en ny humørbombe efter Daniel Ricciardo, så kan det meget vel være 18-årige Arvid Lindblad, som har alt, der skal til for at blive en ægte publikumsfavorit. Sikke en entré i sporten! Den britiske teenager med både indiske og svenske aner var flyvende i sit post-race interview.
Med et kæmpe smil og ærmeløs trøje fortalte han, hvordan han ‘vibede’ til musikken før start, hvordan første omgang var ‘nuts’, og om hvor ‘cool’ det var at kæmpe mod Lando Norris og Max Verstappen i sin debut.
Vi forstår dig godt, Arvid! Det var en strålende debut. Niendeplads i kvalifikationen (efter at have været hurtigere end Liam Lawson i alle tre træninger, Q1 og Q2) og en ottendeplads i mål efter en raketstart, der kortvarigt bragte ham op som firer. Nu er han tilmed den tredjeyngste nogensinde til at score point i Formel 1 – kun overgået af Max Verstappen og Kimi Antonelli.
Vi skal passe på med at lade hypetoget køre for fuld damp, men meget tyder på, at Red Bull har endnu en guldfugl i knægten her.
Oscar Piastri (DNS)
Det må bare ikke ske! Nye biler eller ej, så skød hjemmebanehelten Oscar Piastri 2026 i gang på pinlig manér ved at snurre af banen og brage i barrieren allerede på rekognosceringsomgangen i åben pitlane før starten på Australiens Grand Prix. Piastri påtog selv en stor del af skylden for ulykken, som også kolde dæk og markant flere kilowatt fra elmotoren end forventet bidrog til.
Piastri var ‘chokeret og overrasket’ over episoden, og det var vi også, da vi ukristeligt tidligt søndag morgen med søvnklatter i øjnene kunne konstatere, at McLaren-stjernen slet ikke ville komme til start i sit hjemmebaneløb.
Den australske forbandelse lever i bedste velgående – eller værste, om man vil. Endnu har ingen australier været på podiet Down Under. Altså lige bortset fra Piastris manager Mark Webber, der i sin F1-debut for Minardi scorede en femteplads og fik lov at træde op på de forjættede trin, da de officielle festligheder var forbi.
Oscar Piastri – der som bekendt også smed en andenplads i regnvejret i fjor – havde ellers overhånden mod teamkollega Lando Norris igennem alle tre træninger og alle tre kvalsessioner. Vi finder aldrig ud af, hvad det kunne være blevet til…
Mesterlige Mercedes
I hele sidste sæson gik snakken i F1-paddocken, at Mercedes ville komme bedst fra start i 2026. Pre-season forstærkede dén tro, og i Australiens Grand Prix slog ‘Sølvpilene’ så fast med syvtommersøm, at det er holdet, der skal slås i denne sæson. George Russells pole position var overlegen (0,785 sekunder til første ikke-Mercedes!), og selvom en skidt Mercedes-start og en hårdtkæmpende Charles Leclerc sørgede for spændingen, var det egentlig bare et spørgsmål om tid, før Russell og Kimi Antonelli trak fra.
I mål endte det med en sikker 1-2-sejr. ‘Jeg elsker den her motor, jeg elsker den her bil!’, jublede Russell – og med god grund. For selvom tre andre hold – inklusiv de forsvarende verdensmestre fra McLaren – også bruger samme motor, så kan de helt tydeligt ikke få samme performance ud af den. McLaren, Williams og Alpine har stakkevis af hjemmearbejde på skrivebordet, mens Mercedes ligner den tidlige VM-favorit. Vi forstår godt, at teamchef Toto Wolff ikke kunne skjule sit smørrede smil i kvalifikationen.
Formel Mario Kart
‘Det er som at bruge mushroom i Mario Kart’, lød det kækt fra Charles Leclerc midt i kampens hede i en af de fedeste dueller om føringen i nyere F1-historie. Monegaskeren og George Russell byttede plads hele syv gange på ni omgange i løbets indledning, og det var takket være det nye reglement, store forskelle i de to køreres energiforbrug forskellige steder på banen og de nye ‘Boost’ og ‘Overtake’-knapper. Også Oliver Bearman sammenlignede det med et computerspil efter løbet.
Formula 1 X Mario Kart pic.twitter.com/MMUYC9MKXP
— F1 TROLL (@f1trollofficial) March 8, 2026
Den firedobbelte verdensmester Max Verstappen har aldrig lagt skjul på sin kritik af det nye reglement, og den fortsatte han i mixedzone i Melbourne. ‘Det er ikke ægte race’, lød det fra hollænderen til Viaplay. ‘Jeg nyder det ikke. Det er som at spille Mario Kart derhjemme’. Der var næsten tre gange så mange overhalinger i Melbourne i år (120) som sidste år (45), men hvis det bare kommer ned til et tryk på ‘Overtake’-knappen og et elektrisk boost, hvor er så kørernes evner i det hele? Det var dog fremragende underholdning.
Hokus pokus, Ferraris strategi i fokus
Okay, det var ikke noget, vi lærte i Melbourne, for der er intet nyt under solen, når det kommer til Ferraris strategivalg! Da Isack Hadjars rygende Red Bull-motor forårsagede en virtual safetycar, benyttede begge Mercedes-kørere og en lang række andre lejligheden til et hurtigt pitstop. Lewis Hamilton var klar i spyttet på radioen: ‘mindst én af os skulle være kørt ind’. Men det gjorde Ferrari altså ikke.
Da Valtteri Bottas en håndfuld omgange senere parkerede sin nye Cadillac-slæde, var den gal igen. I samme øjeblik som Hamilton kørte forbi pitindkørslen lød meldingen på radioen: ‘VSC’. Hamilton svarede prompte: ‘Hvordan kaldte I den ikke?!’. Omgangen efter var pitten lukket på grund af Bottas’ racer, og i stedet måtte både Hamilton og Charles Leclerc pitte under grønt flag senere i løbet. Det kostede sekunder, som potentielt kunne have været nok til at kæmpe med Kimi Antonelli om andenpladsen – og det havde helt sikkert ikke kostet Ferrari det 3-4-resultat, der så sikkert kom i hus.
‘That guy f**king sucks!’
Det kan godt være, at Sergio Pérez har været et år på sidelinjen, men den nye Cadillac-kører har ikke glemt sine tidligere infights med Liam Lawson, der peakede i Mexicos Grand Prix 2024. Det har Lawson tilsyneladende heller ikke, og da de to kamphaner tørnede sammen i Melbourne føg det med spydige gloser på teamradioen fra begge sider.
‘That guy f**king sucks!’ råbte Lawson, da han endelig kom forbi Pérez på omgang 16. På Cadillac-radioen var stemningen ligeså ophedet.
Efter løbet lød det fra Lawson, at Pérez ‘ikke er kommet over’ deres tidligere sammenstød, og at mexicaneren ‘kæmper mod mig, som var det om VM-titlen, selvom det kun er om 16. pladsen’.
Men lad os være ærlige. En 16. plads betyder nok også mere for Pérez og Cadillac end for Lawson i disse dage.
Franco Colapintos hårrejsende near-miss
Hvis du kun holdt øje med Ferraris superstarter og Mercedes’ hjulspind, da de fem røde lamper slukkede over Albert Park, så gik du glip af årets første monsterredning!
For Alpines Franco Colapinto var millimeter fra et uhyggeligt crash, da Liam Lawsons Racing Bulls sneglede sig ud af startbåsen. Reflekserne hos argentineren fejler intet, og det er et under, at han formåede at holde bilen ude af barrieren, der ikke er mange mulehår væk.
Colapinto kaldte selv episoden for uhyggelig og understregede samtidig, at han var heldig at slippe fra den. Da episoden blev afspillet i cool down-room efter løbet, reagerede Russell, Antonelli og Leclerc som alle os andre. Se selv i klippet herunder:
We all had the same response to Franco’s impressive reactions at the start! 🤯 #F1 #AusGP pic.twitter.com/PvSfBv7HDe
— Formula 1 (@F1) March 8, 2026
Kinas Grand Prix 13-15. marts
Kan du ligesom os heller ikke få nok af Formel 1, så venter næste grandprix heldigvis lige om hjørnet. For F1-feltet flyver til Shanghai, hvor der allerede den kommende weekend skal køres en sprintweekend.
Kan Lewis Hamilton gentage sidste års sprint-succes med Ferrari? Hvad kan Max Verstappen, når han ikke starter bagerst? Kan Mercedes fortsætte dominansen? Den nye sæson byder på utallige spørgsmål, og vi får helt sikkert ikke svar på alle allerede i Kina.
Husk, at du kan støtte vores fortsatte arbejde med Boxengasse på 10er, så vi kan lave meget mere af det, som både vi og I brænder for: Motorsport! Se meget mere her: https://10er.com/boxengasse
Boxengasses Danskertjek fra denne weekend
Boxengasses Danskertjek: Straf koster Noah Strømsted dyrt i sæsonpremieren