George Russell leverede en strålende indsats i det kølige og udfordrende natteklima i Las Vegas og sikrede Mercedes en længe ventet sejr i 2024-sæsonen. Løbet markerede samtidig en historisk milepæl, da Max Verstappen sikrede sig sit fjerde verdensmesterskab med en femteplads.
Mercedes dominans i Las Vegas
George Russell startede fra pole position og holdt presset fra Ferraris Charles Leclerc i de indledende omgange. Selvom Leclerc forsøgte sig med nogle tidlige angreb, resulterede det blot i fremskyndede dækproblemer, som tillod Russell at tage kontrol over løbet frem til målflaget. Lewis Hamilton, der startede som nummer 10, kæmpede sig vej gennem feltet og sluttede på andenpladsen, hvilket cementerede endnu en stærk Mercedes 1-2-afslutning – deres første siden Spa-Francorchamps tidligere på året.
Verstappen holdt hovedet koldt
Max Verstappen havde ét mål i Las Vegas… at holde Lando Norris bag sig for at sikre verdensmesterskabet.
Den hollandske stjerne kontrollerede situationen fra start, men valgte forventeligt nok, en forsigtig tilgang mod slutningen, da begge Ferrari-kørere, Carlos Sainz og Charles Leclerc, overhalede ham. Verstappen afsluttede som nummer fem, hvilket var nok til at cementere hans fjerde titel i træk.
Kamp om point og konstruktørplaceringer
Lando Norris sluttede på sjettepladsen og sikrede sig løbets hurtigste omgang med en imponerende 1:34.876 i sidste omgang, efter han på anden sidste omgang kørte i pit efter nye softdæk. Hans holdkammerat, Oscar Piastri, kom i mål som nummer syv efter en straf for en tyvstart. Nico Hülkenberg fra Haas kørte sig til en solid ottendeplads og sikrede vigtige point i kampen om sjettepladsen i konstruktørernes mesterskab, hvor stor summer af penge er på højkant.
Mekaniske problemer og uheld
Pierre Gasly startede stærkt fra anden række, efter en kvalifikationstid som så ham starte P3. Han måtte dog trække sig med tekniske problemer, hvilket var et hårdt slag for Alpines ambitioner mod sæsonafslutningen. Alexander Albon sluttede sig til listen over udgåede kørere efter tekniske vanskeligheder i sin Williams. Haas-køreren Kevin Magnussen kæmpede sig frem til en 12. plads, men manglede farten til at tage point med hjem i dag.
Verstappen slutter sig til Formel 1’s elite
Med sin fjerde VM titel bliver Max Verstappen kun den sjette kører i Formel 1’s historie, der når op på fire verdensmesterskaber – en præstation, der placerer ham blandt legender som Fangio, Prost, Schumacher, Vettel og Hamilton. Trods en sæson med op- og nedture, gav den gode start på sæsonen med syv sejre i ti løb, præcis det der var behov for, for at hollænderen for fjerde gang i streg kan løfte VM trofæet.
Nu hvor verdensmesterskabet er afgjort, vender Red Bull og Verstappen blikket mod de sidste to løb i sæsonen, hvor de vil forsøge at sikre en tredje konstruktørtitel i træk.
Resultatet