Strategien sad lige i skabet, da Michelle Gatting og Iron Dames i årets første ELMS-afdeling kørte sejren i land.
Det var danskeren, der fik til opgave at køre Porsche #85 over målstregen som vinder, og det gjorde hun under maksimalt pres fra Ferrari-stjernen Daniel Serra.
– Det var en fornøjelse at have ham i bakspejlet. Jeg tror, at jeg havde det sjovere, end han havde, fortæller Michelle Gatting i Boxengasses podcast, som du finder nederst i artiklen og i din podcastapp.
I utallige omgange holdt Gatting den dobbelte Le Mans GTE Pro-klassevinder bag sig, så hun kunne krydse målstregen i Barcelona som vinder med 0,786 sekunders forspring til brasilianeren.
Positive beskeder
Det var en kæmpe sejr for danskeren personligt, og så var det ikke en mindst en sejr, der blev lagt mærke til.
– Jeg fik nogle meget positive beskeder fra nogle vigtige mennesker fra Porsche, som havde set løbet, men som normalt ikke vil holde øje med ELMS. Det var vigtigt for mig at understrege, at jeg kan vinde under pres fra en kører som Serra, fortæller Michelle Gatting og løfter sløret for, hvilke Porsche-chefer der skrev til hende.
– Jeg fik en rigtig fin sms fra Thomas Laudenbach, som er chef for Porsche Motorsport, og en rigtig pæn besked fra hans højre hånd, en mand ved navn Carlo Wiggers, som står for GT-programmerne.
– Det var to vigtige beskeder at få, og det giver mig ekstra blod på tanden til at vise dem igen og igen, at de har taget den rigtige beslutning og forhåbentligt vil give mig nogle flere muligheder i fremtiden, fortsætter Gatting, der op til denne sæson blev udnævnt til fabrikskører for Porsche.
Sejren i ELMS-sæsonpremieren betyder, at Michelle Gatting topper Boxengasses Power Ranking i april. Du kan se hele top 10 her.
Denne weekend skal mesterskabsføringen så forsvares, når ELMS-feltet gør visit i det sydfranske på Paul Ricard-banen. Der er kvalifikation lørdag klokken 14.20 og løbsstart søndag klokken 12.00. Du kan se begge dele på ELMS’ YouTube-kanal og i øvrigt læse om det her på boxengasse.dk.
Du kan høre Michelle Gatting fortælle mere om den store triumf i Barcelona i podcasten herunder. Du finder den også i din podcastapp.
Fik du læst disse artikler?
Boxengasse Power Ranking april: Michelle Gatting stryger ind på førstepladsen