5 min. læsning

Boxengasse Power Ranking: Daytona-vinder på toppen!

Boxengasse Power Ranking
Udgivet
Foto
Del artikel

2026 er skudt i gang og sikke en start dansk motorsport allerede har fået! Tre danskere kom på podiet i årets første store sportsvognsløb – en af dem endda som vinder! Der er rigeligt at tage fat på, så lad os komme i gang.

I Boxengasses månedlige Power Ranking vurderer og rangerer vi de danske racerkøreres præstationer og resultater i ind- og udland. Inden vi springer til månedens top 10 er her en række kørere, der fortjener en honourable mention for deres resultater i januar.

  • Frederik Zebis: Sejr, 2., 4. og 12. plads, GT4 Winter Series, Portimão og Estoril
  • Tobias Normann: 3. plads, Senior Max, RMC International Trophy Asia, Macao


Med de ord er det blevet tid til at rangere de ti bedste danskere i januar:

10., 13., 14., 19., 20. og 29. plads, UAE4, Yas Marina

Alba Larsens helt store 2026-målsætning er at kæmpe med om mesterskabstitlen i sin anden F1 Academy-sæson, men allerede nu er hun tyvstartet med deltagelse i vinterserien UAE4 Series – et mesterskab i Abu Dhabi, Dubai og Qatar i Formel 4-biler. I et felt med godt 40 biler og flere unge talenter tilknyttet Formel 1-teams imponerede Alba Larsen med en 10. plads og dermed point i sæsonens tredje løb.

10. plads, LMP2, Rolex 24 at Daytona, IMSA

Uha, hvad skal vi snart sige? Daytona bliver ved med at snyde Mikkel Jensen, der ellers har haft så meget succes i IMSA. Igen, igen, igen var Daytona slut, før det kom i gang for den nye McLaren-dansker. Det var frygteligt at se, hvordan holdkammeraten Phil Fayer var involveret i et uheld allerede i første sving på første omgang. Både Fayer, Jensen og resten af teamet gennemførte de 24 timer, men chancen for et brugbart resultat forduftede efter få sekunder.

9. plads, 24 Hours of Dubai, 24H Series
10. plads, 6 Hours of Abu Dhabi, 24H Series

Her er en ung dansker, der kommer til at tage endnu et stort skridt frem i 2026, og Simon Birch er allerede kommet stærkt i gang med to top 10-resultater i Mellemøsten. Særligt i 24-timersløbet i Dubai imponerede 19-årige Birch ved at sætte løbets tredjehurtigste omgangstid – kun overgået af Loek Hartog og Oliver Goethe og altså hurtigere end GT3-stjerner som Sven Müller, Jules Gounon, Dennis Marschall og Maro Engel.

6. plads, 24 Hours of Dubai, 24H Series

Michelle Gatting startede 2026 med en helt ny tjans. For danskeren var en del af Pure Rxcings lineup med blandt andre Max Hofer og den tidligere FIA WEC GT3-mester Alex Malykhin til 24-timersløbet i Dubai. Det endte med en fornuftig sjetteplads i et stærkt felt, hvor holdene i BMW og Mercedes bare havde et ekstra niveau. Nu glæder vi os bare endnu mere til at høre nyt om Gattings 2026-program med Porsche!

13. plads, GTD, Rolex 24 at Daytona, IMSA

Som altid i IMSA var Frederik Schandorff og Inception Racings gule Ferrari rigtig godt med et stykke henad vejen, men som så ofte før kom et problem i vejen på Daytona. Det betyder, at danskerens team igen scorede gode point til Michelin Endurance Cuppen men blot måtte nøjes med en skuffende 13. plads i GTD på målstregen. Schandorff var ellers hurtigere på omgangstiderne end stærke Ferrari-folk som Miguel Molina, Yifei Ye og Albert Costa.

8. plads, GTP, Rolex 24 at Daytona, IMSA

Var kortene faldet anderledes ud i afgørelsens fase på Daytona, kunne Kevin Magnussen og BMW #25 meget vel have stået som den helt store vinder på denne liste. Men BMW og Team WRT splittede strategien på #25 og søsterbilen #24, og det blev til Magnussens ulempe. Både danskeren og holdkammeraterne leverede et forholdsvis anonymt løb, men blev stærkere og stærkere undervejs. Derfor må en ottendeplads i sidste ende også være en skuffelse, når der var tegn på, at mere var muligt.

5. plads, LMP2, Rolex 24 at Daytona, IMSA

Der var intet team i LMP2-klassen, der førte flere omgange end Christian Rasmussens AO Racing på Daytona. Men da det hele skulle afgøres, smuldrede det for den guldfarvede ‘Spike the Dragon’. I en alternativ virkelighed havde Rasmussen nu stået med tre Daytona-sejre i træk, hvis marginalerne havde været med amagerkaneren. I stedet blev det i år til en ny femteplads, selvom Rasmussen igen viste, at han er lynende hurtig også i en LMP2-racer.

2. plads, GTD, Rolex 24 at Daytona, IMSA

Go hard or go home! Nicki Thiims motto indkapslede på fornemste vis sønderjydens herrefight om sejren i GTD-klassen. Vi sad yderst på stolekanten og måbede, da Thiim og Mercedes’ Philip Ellis havde kontakt på stejlkurven få minutter før målflaget. Det kunne være endt i knust karbon, men begge holdt på mirakuløs vis kursen. Desværre måtte Thiim kapitulere og nøjes med sin anden andenplads på Daytona.

2. plads, GTP, Rolex 24 at Daytona, IMSA

Det famøse IMSA-hattrick var millimeter væk. Blot 1,569 sekunder adskilte Frederik Vestis holdkammerat Jack Aitken fra den triumferende Porsche efter 24 timer. Et bittert nederlag at sluge i øjeblikket, men også endnu en utrolig præstation fra Vesti, der på rekordtid er blevet en stjerne i sportsvognsracing. Igen blandede Frederik Vesti sig helt i top på The B Pillars liste over Daytonas hurtigste, hvor kun Porsche-sensationen Laurin Heinrich og Indycars uovervindelige Alex Palou var en anelse hurtigere.

Sejr, LMP2, Rolex 24 at Daytona, IMSA

Malthe Jakobsen var tilbage, hvor han hører hjemme på Daytona. Efter podiepladser i sine to første starter måtte han flyve skuffet hjem i fjor. Denne gang kunne han gøre op for det med en knusende triumf (5,590 sekunder, den største på tværs af klasserne) og et af de eftertragtede Rolex Daytona-ure. Karrierens hidtil største sejr kom endda i hus efter et tidligt crash, men resten af løbet var Jakobsen og Crowdstrike-teamet nærmest fejlfri.

Følgende løb er taget i betragtning i januar:

  • IMSA – Rolex 24 at Daytona
  • 24H Series – 6 Hours of Abu Dhabi, 24 Hours of Dubai
  • UAE4 Series – Yas Marina
  • Formula Winter Series – Estoril
  • GT4 Winter Series – Portimão og Estoril
  • RMC International Trophy Asia – Macao

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode