Kevin Magnussen er fortsat den seneste kører til at score en podieplacering i sit allerførste Formel 1-grandprix, men Mercedes’ nye vidunderdreng Andrea Kimi Antonelli leverede en strålende debut i Australien.
Feltets øvrige rookies kom på dybt vand i regnvejret, men allerværst gik det for et af de helt store hold, der ser ud til at skulle på overarbejde hjemme på fabrikken.
Her er Boxengasses vindere og tabere fra Australiens Grand Prix:
Vinder: Andrea Kimi Antonelli
Kun fem kørere har de seneste 30 år kørt sig til en placering i top fem i deres Formel 1-debut: Jacques Villeneuve, Kevin Magnussen, Lewis Hamilton, Mark Webber og Felipe Nasr. Nu kan vi tilføje et sjette navn til dén klub: Andrea Kimi Antonelli.
Mercedes’ 18-årige Hamilton-afløser endte på fjerdepladsen i sit allerførste grandprix. Det har kun Villeneuve, Magnussen og Hamilton gjort bedre i moderne Formel 1-historie.
Antonelli er den bedste debutant siden Magnussen og samtidig den næstyngste nogensinde til at score point i Formel 1 (kun overgået af Max Verstappen) og den yngste til at gøre det i sit debutløb.
Italieneren så ellers ud til at komme skidt fra land.
Teenageren var et stykke efter George Russell i alle tre træninger, og i kvalifikationen blev han elimineret allerede i Q1, mens holdkammeraten kvalificerede sig som 4’er.
Antonelli kom fint fra start i løbet – modsat mange af de andre! – og overhalede straks Gabriel Bortoleto. En håndfuld omgange efter safetycar-genstarten strøg han så forbi Nico Hülkenberg.
Positiv start
Men så snurrede Antonelli af banen på grund af en kørefejl, og det var nærmest kun held, der gjorde, at han ikke endte weekenden på samme vis som sine rookie-kollegaer Hadjar, Doohan og senere også Bortoleto: I væggen.
Antonelli kunne fortsætte, og kort efter overhalede han så Hülkenberg for anden gang og senere også Stroll.
Mercedes’ perfekte kald om at skifte fra slicks til intermediates betalte sig og katapulterede Antonelli helt op som 5’er i forbindelse med den sidste safetycar.
Her satte han en flot overhaling ind på Alex Albon i den lynhurtige sving 11-12-kombination på Albert Park, og da Mercedes efter løbet havde held med at appellere en fem-sekunders straf for en unsafe release til Antonelli, kunne han beholde sin fjerdeplads.
Italienerens hurtigste omgang i løbet var endda hurtigere, end hvad teamkammeraten Russell præsterede – men Russells gode kvalifikation og en smule bedre race pace betød, at det var briten, der endte på podiet som bedste Mercedes.
Antonelli er på en næsten umulig opgave om at leve op til den massive hype omkring ham. Men det her var en meget positiv start som Hamiltons afløser hos Mercedes.
I Boxengasses podcast, som du finder nederst i artiklen, vender vi også flere andre vindere fra Australien: Lando Norris, Max Verstappen, Alex Albon, Anthony Hamilton og Sauber.
Taber: Ferrari
‘Hvad skete der lige dér!?’ fristes man til at spørge. For Ferrari virkede helt væk fra skiven i Australien.
Efter pre-season-testen var de fleste enige om, at Ferrari lignede McLarens nærmeste udfordrer fra sæsonens start. Den pointe gentog Lando Norris i midtugen før grandprixet.
Og Ferrari – især Charles Leclerc – så da også glimrende ud i de tre frie træninger i Melbourne, men så skete der noget.
Først kiksede de kvalifikationen om lørdagen med en syvende- og ottendeplads efter både en Racing Bulls og en Williams. Og søndag var de på ingen måde i stand til at udnytte kaosset – i modsætning til flere konkurrenter.
Havde du før weekenden fristet dig til at sige, at både Aston Martin og Sauber – to af de ringeste hold i vintertesten – ville være foran i konstruktørmesterskabet, var du nok blevet hængt ud og peget fingre ad.
Men det er virkeligheden nu. Ferrari er nummer syv i VM.
Forkert strategivalg
Mens Charles Leclerc kom forbi både Albon og Tsunoda i starten, så var Lewis Hamilton fanget bag begge i 43(!) omgange. Det var først, da regnen kom igen, at Hamilton kortvarigt kom forbi og helt op på andenpladsen.
Men så formåede Ferrari for gud ved hvilken gang at ødelægge det for sig selv med strategivalget. For både Hamilton og Leclerc blev ude på slicks en omgang for længe, og det kostede alle muligheder for et godt resultat.
Teamet havde ellers få minutter forinden advaret monegaskeren på radioen: ‘Der kommer niveau 3 regn’, lød det, før Leclerc konstaterende svarede, at ‘det er godt nok meget’.
Ferraris løb var i det hele taget en kavalkade af radio-comedy, som man bør gøre sig selv den tjeneste at finde på nettet.
Havde Ferrari pittet samtidig med Verstappen – eller måske allerede samtidig med Norris – kunne de være endt som de helt store vindere, og som minimum med et 4-5-resultat.
I stedet endte de med en ‘misset mulighed’, som Hamilton sagde efter løbet. Det var langt fra den debut med Ferrari, som han kunne have ønsket sig.
I Boxengasses podcast vender vi også flere andre tabere fra Australien: Oscar Piastri, Carlos Sainz, Liam Lawson og Haas.
Du kan høre Boxengasses podcast hos Spotify herunder eller hos Apple på dette link.
Fik du læst?
Frederik Vesti var flyvende på Sebring: ‘Voldsomt frustrerende ikke at vinde eller slutte på podiet’
Boxengasse Power Ranking februar: Nicklas Nielsen til tops med WEC-triumf