Eller – rettere en nabo til Padborg Park. Tegningerne af banen fra østrigske Wurz Design ser sådan ud, at det tiltænkte, nye baneanlæg skal etableres lige ved siden af den eksisterende Padborg Park og Padborg Flyveplads.

Facit skulle gerne blive en bane på seks kilometer og 18 sving – altså en størrelse, som vil give Danmark den på længde næststørste (og kommercielt førende) racerbane i Nordeuropa, og en banelængde, som nærmest kun Spa-Francorchamps permanent kan byde på i Europa. Der findes også svenske Gotland Ring, men det er desværre stadig et sted, der har ikke haft de store værtskaber.

Banen sigter ifølge mandagens pressemeddelelse efter at få en certificering i FIA’s Grade 2. Kan man få et certifikat til Grade 2, så kan man afholde stort set alt andet end F1 på banen. Kan man få den i Grade 1, så er spørgsmålet kun, om F1 kan lokkes til Danmark eller ej. Banens ‘FIA Grade’ bestemmes af en række faktorer, herunder banebredde, størrelse, hospitalsforhold med videre.

Således visionen: Sigtet er rettet mod toppen – WEC, formelbiler, GT Racing, langdistanceløb og motorcykelløb. Fuld plade.

Og hvad betyder det så?

Ikke kun et dansk fremskridt

Og jeg vil ikke gribe til det klassiske strå, at det her naturligvis bliver svært i forhold til miljøgodkendelser og dets lige. Det må folk, der er klogere på den slags tage stilling til. Men jeg kan til gengæld se det fra sportens synspunkt. Og for Sønderjylland såvel som Nordtyskland vil det kunne skabe meget nyt.

Skrevet af én, der lige har spenderet weekenden på Spa-Francorchamps, så er det allerede ude på motorvejen nær Spa soleklart, hvor meget en racerbane af denne kaliber kan tilføre et område.

Og vil du have et endnu tydeligere eksempel, så spørg folk i hele oplandet til Nürburgring, hvor de ville være uden deres racerbane. Den er skaber betydelige lokale indtægter indenfor alt fra turisme og hotelvirksomhed til værksteder og entreprenøropgaver. Og referencen til ræs er så stærk, at undertegnede flere steder har set et helt almindeligt supermarked sælge letmælk og nye kulfiberstyrthjelme fra Stilo side om side. Det kunne også være et fremtidigt syn i Super Brugsen i Padborg eller Tinglev…

Og har du overvejet logistikken, når du forsøgte at komme ud af nogle timers kø på hjemvejen fra et større, internationalt løb?

Padborg Park ligger praktisk talt hen over E45 og på modsatte side ligger et pænt stort logistikcenter. Rent logistisk burde Padborg være et ideelt valg.

Og hvad med Nordtyskland?

Jeg må nok hellere erklære mig subjektiv. Undertegnede har selv nordtysk adresse på snart femte år, og kan roligt sige, at mange bil- og motorsportsentusiaster syd for grænsen undres over, hvordan Nordtyskland ikke har en rigtig racerbane, når så mange andre egne i Tyskland har det.

Til gengæld har jeg ikke set andre danske medier anlægge en vinkel, som også ser sydpå – så her er den. Kort sagt, så kan man i min verden kun undervurdere effekten af et anlæg i denne kaliber, såfremt det bliver med arrangementer svarende til projektmagernes udspil.

Set fra grænsen er de nærmeste racerbaner i Tyskland ikke videre nordlige. Fra Padborg Park er der over 400 km til baner som Oschersleben og Bilster Berg som de nærmeste – og det åbner således også et spændende, sydvendt marked for disse nye planer i Padborg. Og med knap to timers kørsel fra Padborg Park til det centrale Hamburg, der inklusive opland tæller over fem millioner indbyggere, må det også kunne give en betydelig mængde tyske tilskuere til løb af international kaliber. Så tænk over det:

Potentialet taler for sig selv, og det her kan blive rigtig, rigtig stort for dansk motorsport. Vi på Boxengasse håber, at projektet kan få fat i den sønderjyske muld!

Indlægget Klumme: Sønderjysk megabane kan give alt et løft blev først udgivet på Boxengasse.

Hvis du tror, at du har svaret på ovenstående og mange flere spørgsmål om motorsportsåret 2025, så læs videre!

Nu har du chancen for at bevise, at du har lidt mere styr på Formel 1, Le Mans, WEC, Indycar og de danske racerkørere i ind- og udland, end din far, søster, ven eller kollega har.

Vi udlover en præmie til den, der får flest rigtige af de i alt 30 spørgsmål.

Alle kan være med, så vi håber, at I vil quizze med!

DU FINDER QUIZZEN LIGE HER

Sidste chance for at quizze med er fredag 28. februar klokken 12.00, før WEC-sæsonen skydes i gang i Qatar.

Boxengasse har forsøgt at forudsige de vigtigste og sværeste spørgsmål forud for Formel 1-sæsonen. Det kan du høre i podcasten herunder eller i din foretrukne podcastapp:

Indlægget Konkurrence: Kan du forudsige motorsportsåret 2025? blev først udgivet på Boxengasse.

Resultatet har mange tusinde læsere og lyttere kunnet opleve allerede, for ude i kulissen er der nemlig sket lidt forskelligt på Boxengasse. Vi har gennem januar fusioneret med Alt+F1 alias Rasmus Vestergaard og Alex Brøndbjerg. Gutterne fra Alt+F1 har vi tidligere lavet et par podcasts med, blandt andet op til Le Mans 2024, og det affødte allerede da de første ideer til et videre samarbejde – og som sagt, så gjort!

Gøg & Gokke – Tim & Gordon – Bonnie & Clyde … Rasmus & Alex

Rasmus er en 29-årig aarhusianer, der har fulgt Formel 1 og Le Mans tæt i over 20 år og en lang række firhjulede mesterskaber udover det. Efter at have færdiggjort journalistuddannelsen i 2021 blev han ansat på B.T. – først i Odense og siden i København. Her har han udover at skrive om en lang række andre sportsgrene stået for særligt Formel 1 og den generelle motorsportsdækning de seneste tre år, hvilket har ført en tur til Le Mans med sig i 2024. Han fortsætter med at skrive om alt mellem himmel og jord på B.T. sideløbende med sit nye engagement i Boxengasse.

Alex er en 32-årig nordjyde fra Nørhalne, der har haft et godt øje til Formel 1 og Le Mans siden barnsben, men for fire år siden udsprang en vaskeægte forelskelse til dem. Han har i ni år arbejdet som producer med lyd og video hos Berlingske Medias forskellige medier, hvor han blandt andet har produceret podcast for Anders Hemmingsen, Ditte Okman og mange andre. Alex og Rasmus startede i januar 2024 podcasten Alt+F1, som foruden at gå tæt på motorsportens kongeklasse har haft prominente danske gæster som for eksempel Michael Christensen.

Derfor kommer Alex og Rasmus også til at være de primære stemmer, du fremover vil møde i Boxengasses podcast. Alex kommer desuden til at være Boxengasses husgrafiker og videoguru, mens Rasmus’ byline ofte vil være at finde på Boxengasse.dk.

Podcasten du virkelig gerne vil lytte med på

Nu får Boxengasse for alvor en podcast, men faktisk så var ideen om en podcast på papiret helt tilbage, da Kim Gripping og jeg – Niklas Majgaard – startede Boxengasse. Dengang nåede vi også hurtigt til en konstatering af, at vi nok var bedst på skrift. Så fulgte flere år med stadig flere PR-relaterede jobs. Nicolai Hald kom til – og med vores to nye redaktionsmedlemmer er der endnu flere kræfter i garagen, på tastaturerne og i studiet.

Vi fortsætter selvfølgelig for fuld fart på den skrivende side, og vi glæder os alle i fællesskab til at give Motorsportsdanmark en solid dækning!

Der er flere planer i spil allerede nu, men ét er i hvert fald sikkert, og det er, at vi igen dækker Le Mans live på fransk asfalt. Mere følger helt bestemt!

Du kan i øvrigt allerede høre med på podcasten! Find os og abonner på enten Spotify eller Apple Podcasts – eller lyt med lige her

Indlægget Boxengasse får mere mandskab i garagen – nyt samarbejde med Alt+F1 blev først udgivet på Boxengasse.

Derfor er vi glade for nu at kunne præsentere vores tredje hjul, det ekstra gear og marmeladen på ostemadden. Boxengasse har fået en ny skriver.

Nicolai Hald Jepsen er ikke helt grøn i motorsportssammenhæng. Faktisk har han været fast skribent på flere andre motorsportssites før han for et par år siden fandt sig selv på de danske baner som pressemedarbejder for de danske Formel 4- og Formel 5-klasser.

Det er også formelbilerne, Nicolai primært kommer til at fokusere på. Med Vesti, Lundgaard og Rasmussen som de primære navne på vej mod spændende højder vil vi på Boxengasse gerne bringe endnu mere kvalitetsindhold til vores læsere, og Nicolai er manden til jobbet!

Og selvfølgelig har vi store planer om at hive Nicolai med ud på de danske baner, når sæsonen starter igen. Alt andet ville jo være urimeligt!

Oprindeligt stammer Nicolai fra det westjyske, men har i nogle år boet i Nordens Paris, hvor han læser international virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet.

Velkommen om bord, Nicolai. Vi glæder os til at give danske motorsportsfans endnu mere indhold og viden om hvad der rører på sig i formelverdenen.

Indlægget Boxengasse udvider – ny mand på holdet blev først udgivet på Boxengasse.

Men hvis man som ACO er tvunget til at udskyde Le Mans til september, hvilket er sket, så kan man prøve at gøre det næstbedste. Og det – synes jeg – ret beset, at franskmændene lykkedes med. Det skal siges, at jeg langt fra altid er enig i, hvordan de forvalter verdens fineste racerløb, men når der er noget at rose, så skal det gøres. For hvad ACO gjorde med Le Mans Virtual i den nu forgangne weekend, var at få det absolut bedste ud af situationen.

Virtual Le Mans kom på banen som et alternativ, og trods den korte tidsramme som løbet og arrangementet blev stablet på benene i, så fik man rigtig meget af den klassiske stemning fra Circuit de la Sarthe ud i stuerne, ligesom man også fik vist simracing frem på den helt store scene.

Her var det hele. Ekspertkommentatorer, international broadcast – og sågar en koncert undervejs. Altså var vi så tæt på det virkelige løb, som man kunne komme under de nuværende omstændigheder.

Hvorfor ikke gøre Le Mans Virtual til en vintertradition, så det kan køres i eksempelvist november måned, hvor det ellers er ved at være offseason?

Én til én

Det er heller ingen hemmelighed, at jeg aldrig rigtig har gjort mig i simracing. Modsat min kollega her på Boxengasse, Kim, som har kørt tusindvis af kilometer i simracing over årene.

Derfor har jeg heller ikke ejet et sæt rat og pedaler siden engang i 2008. Dengang var det ikke just et hit, og jeg blev lynhurtigt træt af det – og min entusiasme faldt på fjernstyrede biler, som jeg har kørt et væld af løb med i både ind- og udland.

Men måske det står overfor at ændre sig.

Weekendens løb så jeg hos en god ven af Boxengasse i Aalborg. Egentlig skulle vi have været en stor gruppe på Le Mans, men som alternativ valgte vi at mødes til lidt god mad og en øl – og han har netop investeret i en ny simrig med en del fine sager fra Fanatec.

Jeg må blot konstatere, at simulatoren i Aalborg gjorde oplevelsen med weekendens Le Mans Virtual til en helt anden – der er virkelig sket en landvinding i simracing, og jeg er særdeles imponeret over, hvor langt man er nået i dag. Samtidigt er det virkelig godt nyt for alle os fans, for drømmen om at kunne køre ræs lever så absolut – spørgsmålet er blot, om man vi ud at gøre sig i simracing eller købe sig en billig trackdaybil, for priserne ligger efterhånden på niveau. Og det er super sejt, hvis du spørger mig.

Var det her nøglen?

Fremtidsspørgsmålet, som jeg (og antageligt mange andre…) er spændt på at få besvaret, må derfor være følgende: Kan Le Mans Virtual være med til at løfte simracing så meget, at det kan etablere sig som en sportsgren på samme måde, som særligt Astralis’ præstationer i Counterstrike har etableret ESport i den danske sportsverden?

Jeg håber det. Det ville være godt for motorsporten over en bred kam, at der med simracing også er marked for at dyrke sporten i vinterhalvåret, og jeg håber virkelig at den succes som Le Mans Virtual var i den forgangne weekend, kan blive udgangspunktet for mere. Hvorfor ikke gøre Le Mans Virtual til en vintertradition, så det kan køres i eksempelvist november måned, hvor det ellers er ved at være offseason?

Jeg er godt med på, at der rent økonomisk og udviklingsmæssigt er stor forskel på, hvor de to grene af ESport befinder sig lige nu – men med interesse kommer økonomi, og med økonomi følger udvikling.

For som jeg ser det, så er der grundlæggende kun to ting, man som fan virkelig sad og savnede ved weekendens løb. Det er skadesmodellering og at man får følgeskader til at spille en større rolle.

Spillet tager højde for sammenstød, og selv mindre skader har indflydelse på omgangstiderne – men det er ikke visuelt at se. Og simulatoren – uanset spil – tager heller ikke helt højde for, at 24 timers kørsel efterlader en del vragdele, dækrester og sten på banen. Det er dén uforudsigelighed, der gør det virkelige løb til det, Le Mans er.

Men kommer det? Det spurgte jeg Burst ESports Jesper Nyvang Pedersen om, efter han var med til at tage den generelle andenplads – og frisk fra podiet var det i hvert fald hans vurdering.

“Jeg tror, det kommer. Man skal huske at simracing er en nichesport, og at man som udvikler oftest hellere vil kaste pengene efter en god fysik og dernæst rettigheder til at få de rigtige biler og de rigtige baner. Men med mere økonomi i hænderne på udviklerne er det noget af det, jeg forventer udviklerne tager op i fremtiden. Uanset hvad, så var løbet her et super vellykket løb, og jeg tror det er rigtig godt for sporten som helhed.”

Alt i alt en god weekend for simracing.

Jeg kan ikke afvise, at jeg glæder mig uendeligt meget til det rigtige løb til september. Men selvom Le Mans Virtual hverken kan eller skal hamle op med den ægte vare, så må jeg også sige mig imponeret over, hvad simracerne og ACO i fællesskab fik udrettet i weekenden.

Indlægget Klumme: Simracing tog skridtet op på den store scene blev først udgivet på Boxengasse.

Boxengasse er ikke – og bliver nok aldrig – din daglige dosis motorsportsstof. Til gengæld skal vi nok fortsætte med at finde de gode, sjove og grundige artikler frem. Har du idéer til en artikel eller et emne tager vi altid gerne imod…

Fejringen er oplagt. I morgen bliver Boxengasse-campingvognen (også kaldet Våscontaineren) indviet med sin jomfrutur til FDM Jyllandsringen. Der er officiel test for TCR Denmark, og der er vi naturligvis repræsenteret. Der vil blive skålet i én øl, og vi glæder os til at få gummiholdig asfalt under fødderne igen.

Men læserne skal ikke snydes for underholdning! Vi har samlet nogle af de artikler, som vi selv har haft størst glæde af at skrive – og som også har været populære hos jer.

Og vi starter med én af de første artikler, hvor vi havde gang i telefonen for at få ordene direkte fra racerkørerens mund. Dengang, Anders Fjordbach var reservekører for SMP Racing på Le Mans:

I reserven for russerne

Portræt af en troldmand

Vores første rigtige portræt blev til en sen aften (og tidlig morgen) på en racerfabrik i Gram. Dan Suenson, manden bag Aquila Racing Cars, bød på et par spande solid kaffe og en masse røverhistorier. Portrættet af den gale racertroldmand gav for alvor blod på tanden – for der er ufatteligt mange historier at fortælle i dansk motorsport!

Racertroldmanden fra Gram

Da Majgaard tog én for holdet

Det sker også at én af os tager en for holdet. Det skete i efteråret ’18, da Majgaard rejste til Honda’ens hjemland og var meget tæt på aldrig at komme tilbage. Én af de historier, der kom ud af rejsen, var førstehåndsberetningen om at stifte bekendtskab med sin absolutte drømmebil. På en japansk touge.

Hvor udlejningsgokart og biludlejning mødes …

Boxengasse knuselsker raceriværksættere

Tilbage til portrætterne. Der er så mange spændende mennesker og historier i sporten, og vi skammer os lidt over ikke at have bragt flere portrætter end vi har. Ét af dem omhandlede en raceriværksætter, der lever af at male racerbiler…

Raceriværksætterne: Thor sætter kulør på motorsporten

Skal vi lige have ét sidste portræt? Sikker? Okay, men så skal det også være det her:

Gattings vej til Circuit de la Sarthe

Og vi synes selv, vi er sjove…

Som afslutning på vores lille fødselsdags-throwback får I årets aprilsnar. En god aprilsnar kendetegnes ved at læserne ryger i med begge ben. Og det skete altså i stor stil, da Morten Dons offentliggjorde sit forsøg på at lave et nyt professionelt cykelhold.

Og så ikke et ord om Team Easy-On…

Aprilsnar: Morten Dons etablerer professionelt cykelhold

Der er en håndfuld friske artikler på vej fra os til jer – både om den nærværende TCR-test, om virtuelt Le Mans, og … om endnu en dansker, som befinder sig i toppen af motorsportens verden.

Indlægget Boxengasse fylder 2 år blev først udgivet på Boxengasse.

Efter et succesfuldt år i Ginetta Junior Cup i 2015 skulle udviklingen fortsætte i British Formel 4, et år vi på forhånd vidste ville blive en udfordring, men det gjaldt om at lære og så komme videre i GT-racere.

2019 havde jeg forudset som en spændende, lærerig, udfordrende og til tider en succesrig sæson, men sådan er det ikke gået.

2019-sæsonen startede med en meget sen levering af vores nye bil og overhovedet ingen brugbare testdage inden sæsonstart. Mellem de første løbsweekender blev de sparsomme testdage brugt på forståelse og fejlfinding på den nye racer. Først da vi nåede femte afdeling på Silverstone i starten af juni, havde man, takket være Optimum Motorsports ihærdige og stædige arbejde, fundet den manglende ydelse, 50 HK.

Vi har ingen testdage haft siden Silverstone, så den efterfølgende udvikling af mig som kører i en tungere bil end jeg hidtil har været vant til er gået meget langsomt (en undskyldning for manglende resultater? Njah, blot fakta…).

Med en femteplads som bedste resultat i sidste afdeling på Spa går det dog fremad for teamet, min co-driver Mike Robinson og jeg selv.

Fakta er dog, at manglende topresultater i 2019 i almindelighed, og på Brands Hatch GP for mit vedkommende i særdeleshed, gør at jeg til den kommende weekend ikke kun kæmper med indlæring af bil, men også det mentale overskud.

Nulstilling
Fredag mødes jeg med Le Mans-vinder og Aston Martin Racing-fabrikskører Jonny Adams hos Base Performance (AMR’s Simulatorcenter) for at starte på en frisk. Alt skal nulstilles og ny indlæring skal ind.

Med ovennævnte forhistorie ser jeg frem til en spændende og lærerig weekend på Brands Hatch GP. Løbet og banen byder på uforudsigelighed mere end nogen anden bane. Snævre sving og høje hastigheder på en bane, ingen har mulighed for at træne på.

Løbet på Brands Hatch varer i to timer og livestreames på https://www.britishgt.com/live fra kl. 14.00 dansk tid.

Indlægget Patrik Matthiesen: Ikke helt efter planen blev først udgivet på Boxengasse.

Det har været et spændende første år i Boxengasse-land. Fra at være et udefinerbart hyggeprojekt, skabt udelukkende for at skrive de artikler, som vi selv gider læse, til i dag, synes vi efterhånden at vi har fundet formen. Vi skriver stadigvæk langt fra det antal artikler, vi gerne ville, men der er også jobs som skal passes og græsplæner, der skal slås.

Én af de ting, som vi er blevet positivt overraskede over, er hvor åbent vi er blevet taget imod af kørere, teams og andre i branchen. Og ikke kun i form af rygklapperi og tommel-op’er – men vi har været i stand til at levere en jævn strøm af nyheder til vores læsere, fordi de “professionelle” gerne vil spille bold med os, svare på vores sms-beskeder efter en hård løbsweekend og tage sig tid til et kvarters dumme spørgsmål i telefonen på en sjælden fridag.

Faktisk har vi været nødt til at sætte potentielle artikler, portrætter og andre spændende aftaler på hold, simpelthen fordi vi ikke har kunnet finde tid til at gøre alt det, vi gerne vil. Det er stort, og vi vælger at tolke det som et tegn på, at vi har gang i noget rigtigt.

At “brygge vås”, som det hedder i intern lingo på redaktionen, når fingrene igen banker skånselsløst mod tastaturet i håbet om at skrive en læseværdig historie, er sjovt. For vi skriver vitterligt de historier, vi gerne selv vil læse, og når vi kan se at der rent faktisk er hundredevis af andre mennesker som læser med, så bliver alting løftet til et nyt niveau.

Og apropos et nyt niveau…

Boxengasse er startet med lige præcis nul kroner i egenkapital, og med et år på bagen er der røget en del kvitteringer på udlægskontoen. Til gengæld har vi ikke været ret aktive med salgsarbejdet, nok mest fordi det ikke er ret sjovt. Det betyder at vi i skrivende stund har ramt et af de berømte glaslofter, hvor vi kan se uendelige muligheder … som vi ikke helt har flaskepant nok til at jage.

Derfor håber vi også at tiden nu er moden for at tage imod ussel mammon. Både i form af annoncekroner, hvis nogen skulle se en idé i at markedsføre sig gennem bannerannoncer på hjemmesiden – og i form af bidrag fra jer læsere.

Hvis du jævnligt sidder og læser med i vores artikler og får en lille smule ekstra livsglæde ud af det, så overvej at kaste lidt småmønter i retning af os. De kommer ikke til at gå til café latte eller plantebaseret køderstatning – men ubeskåret til at lave mere og bedre indhold.

Du vil i bunden af denne og fremtidige artikler på Boxengasse.dk se en opfordring til at give en skærv til vores pengekasse. Gennem Patreon er det muligt for dig at donere et fast beløb hver måned – uanset om det er en femmer eller mere; vi har ingen forventninger – så vi fremover kan lave mere spændende indhold til alles fornøjelse.

Og så ikke mere snak om penge. Vi er godt i gang med at varme op til Le Mans, og dén fest skal vi ikke gå glip af. Og det skal du heller ikke, så følg med her på siden i de kommende uger.

Indlægget Hurra – Boxengasse fylder 1 år blev først udgivet på Boxengasse.

Og derfor denne klumme i en form, som jeg egentligt personligt hader som journalist – for jeg kan lige så godt være ærlig og skrive, at der ikke er nogen konkrete afklaringer på noget som helst.

Men vi vover pelsen alligevel: For hvad er der sket, og hvad kan man som fan af ikke bare WEC, men i høj grad også Le Mans håbe, at der sker i de kommende dage og uger?

Det vil jeg her prøve at dykke lidt ned i, for FIA World Endurance Championship har i høj grad været toneangivende siden introduktionen i 2012, men har i manges øjne tabt momentum – specielt efter Porsche i 2017 sagde farvel og efterlod Toyota Gazoo Racing som den eneste producent i seriens førende klasse.

For at lokke producenterne tilbage i folden kom et nyt initiativ på banen for lige knap et år siden, og det er dette initiativ, som aktuelt kæmper en kamp for overlevelsen.

Det hele begyndte med en pressekonference forud for Le Mans 2018, hvor ACO og FIA annoncerede et nyt koncept kaldet Hypercars. Tanken er, at man ville kigge lidt tilbage til forgængeren for LMP1, hvor man netop tog udgangspunkt i produktionsbiler – altså datidens superbiler/hyperbiler. Senere fulgte variationer, som nærmede sig prototyper mere og mere – mest signifikant i 1997-1999 i form af biler som Mercedes CLR, Toyota GT-One, Nissan R390 GT1 og lignende biler, som du helt sikkert har kørt mange kilometer med i Gran Turismo dengang.

Fidusen ved at gå tilbage til det, der i helt overført betydning er forgængeren til LMP1 er først og fremmest økonomisk. Med et oprindeligt oplæg, der talte om en sæsonpris på 25 millioner euro var prisen rigtig, men producenterne har ikke bidt til af forskellige årsager. Håbene ved præsentationen dengang var ellers store, for direktøren for WEC, Gerard Neveu følte sig særdeles sikker i sin sag:

– Vi er sikre på, at vi vil se et stigende antal producenter og teams af højeste klasse i WEC, og at de rette elementer er på plads for at give dem chancen for at konkurrere på det højest mulige niveau – med Le Mans som kronen på værket, sagde han ved den lejlighed.

Usikkerhed

At hele konceptet lige nu er ved at krakelere i hænderne på de store aktører skyldes først og fremmest, at der i marts blev skabt en del fornyet usikkerhed. Aktørerne, altså ACO og FIA, havde ellers i december 2018 præsenteret en ny og mere konkret skitsering af reglerne, som sådan en Hypercar-kategori kunne køre under.
I grove træk var det hybrider med lige knap 1000 hestekræfter i samlet output til minimum 1040 kilo racer – med det tilføjede krav, at producenterne også skulle lave gadeversioner af bilerne – altså meget lig de gamle GT1-dage i 90’erne, men med moderne hybridteknologi.

Alt det gik vi dybere ind i, da det blev præsenteret i Rusland i december 2018 – den artikel er her:

Sløret er løftet for WEC’s nye Hypercars

Tre kombattanter bød i kølvandet på præsentationen ind med tilkendegivelser af, at de havde sat sig til tegnebrættet. Foruden Toyota Gazoo Racing var også Scuderia Cameron Glickenhaus og ByKolles nævnt som ret sikre emner i den nye kategori.

Så langt så godt.

Men de store producenter manglede ved festen. I marts kom så en ny ændring, for ifølge Autosport, så skal en gruppe producenter have budt ind og åbenbart fået organisationen til at ændre retningen endnu en gang. Det skal have åbnet en dør på klem for, at man også kan køre med prototyper i denne nye klasse, og ingen har derfor endnu budt ind med det, der helt fra starten var intentionen: En racerbil baseret på en gadebil.

Det, som en stribe velinformerede medier nu og ganske velbegrundet spekulerer i, er at dette har kastet alle kortene op i luften. Men tiden er knap, for der er kun 16 måneder til det hele skal stå klart til premieren på WEC Superseason 2020-2021 på Silverstone i september 2020. Og kan alverdens bilproducenter overhovedet få biler klar til en ny kategori, når vi står under 1½ år inden premieren, og der end ikke er tegn på noget konkret reglement at arbejde efter?

Næppe.

Derfor er mødet i Paris særdeles afgørende. For skal det være Hypercars, så skal de forskellige parter nå til enighed nu – og det skal gå stærkt.

Det er sågar uklart, hvem der overhovedet har interessen for at stille an med en bil. Toyota skulle være interesserede i at fortsætte, men om kovendingen i marts har sat deres planer på stand-by, er ren spekulation for tiden.

Alt tegner til, at Aston Martin – potentielt i samarbejde med Red Bull Racing – kunne være et emne.

I den endnu mere usikre ende nævnes også McLaren, Ford og Ferrari, men det virker meget lidt konkret, hvad nogen af de tre rent faktisk har gang i.

Hvor efterlader det så WEC?

Indtil vi forhåbentlig ser udvikling – og endnu bedre – et klart bud på et reglement, som ikke er for dyrt, for uoverskueligt og som rent faktisk vinder accept hos producenterne, så hænger der mørke skyer i luften over FIA’s World Endurance Championship.

I øjeblikket sværmer det med flere bud på henholdsvis eksisterende såvel som nye kategorier. Mest relevant er nok IMSA’s DPI-prototyper, som med fabrikssupport fra Acura, Cadillac, Mazda og til dels Nissan står ret stærkt i den amerikanske serie og således kan nævnes som et alternativ. Andre spekulationer i særligt de britiske medier går i retning af en slags GT Plus-klasse, hvor man kunne åbne op for reglementet i GTE Pro og måske skabe en ny kongeklasse der.

Ulempen ved GTE Plus er omvendt, at det vil trække på de samme producenter og formentlig tage en del saft og kraft ud af det, der i manges øjne er den mest spændende klasse i det hele taget. Og det vil være synd – det synes jeg i hvert fald personligt.

Som situationen i ACO/FIA ser ud og bliver beskrevet i førnævnte medier som Autosport og Dailysportscar, så skal der snart ske en afgørende udvikling. Svaret får vi – måske – til Le Mans. Uanset hvad, så følger vi op på sagen her på Boxengasse. Stay tuned!

Vi ses i Frankrig!

/Niklas Majgaard

Indlægget Nyt møde på vej: Hvad bliver det egentligt til med WEC’s nye Hypercars? blev først udgivet på Boxengasse.

For lige at runde mit første indlæg ordentligt af, så er der nogle ting som jeg ikke fik med, og som er en væsentlig del af motorsport. Det er sådan med motorsport at storset alt er plus moms; reservedele, løbstilmeldinger og you name it. Derfor blev jeg også opfordret til at oprette en enkeltmandsvirksomhed for at kunne trække momsen fra.

Det, at skulle oprette en virksomhed, var også et stort skridt for mig, og igen en helt ny verden jeg skulle forholde mig til. Der var mange flere spørgsmål end svar:

• Hvad betød det for mig?
• Hvad vil det sige at have en virksomhed?
• Går det ud over min lille familie?
• Hvad hvis jeg går konkurs?
• Kan jeg gå konkurs?
• Og så videre…

Alt dette fik jeg dog hurtigt svar på igennem en kammerat, som er selvstændig revisor. Jeg fik forklaret ham min situation, og han beroligede mig med et smil på læben og vejledte mig gennem hele processen. Hermed var Dalsgaard Motorsport altså en CVR-registreret enkeltmandsvirksomhed.

Dalsgaard Motorsport er som sagt en del af Racing Team Næsbjerg Gulve ved Lars Ebbesen, men Dalsgaard Motorsport er også et lille selvstændigt team bestående af to mekanikere og en fotograf/pr-mand, foruden mig som chauffør på bilen. Teamet udgør følgende:

Jacob Bech – Jacob er min hovedmekaniker og er ham, der har kontakten til mig i bilen.

Troels Thomsen – Troels er andenmand på bilen og supplerer Jacob, og er den der har kontakten til mig i bilen hvis Jacob er forhindret.

Daniel Clausen – Daniel er min PR og fotomand, han er også manden der har styr på alt det praktiske i forhold til løbene.

Vi er alle helt grønne i motorsportens verden, og det har været vigtigt for mig overfor ”mine” folk at forklare dem at det er lysten der skal drive værket. Vi er alle sammen på en rejse, og vi er her alle for at lære og blive bedre. Det at være en del af et større team er fantastisk. Vi har en god support og al den støtte fra de erfarne folk, som vi mangler.

Vi i vores lille team ligner ellers et professionelt team når vi kommer ud og stiller op til race med et dyrt sponsoreret værktøjsbord fra Bott Danmark. Hemmeligheden er dog at det fine værktøjsbord er tomt – eller det vil sige, at det er det sådan set ikke, for der ligger et topnøglesæt fra THansen i til en værdi af 500 kr. Og hvorfor så det? Jo:

1: Jeg har købt mig ind i et team der har alt hvad vi skal bruge.

2: Jeg har efterhånden lært at man kan forkøbe sig i alt mulig smart, som man alligevel aldrig for brug for.

Dermed heller ikke sagt at det aldrig skal fyldes, for det skal det i den grad, men jeg vil hellere investere i det jeg ved er brugbart i stedet for at slæbe en masse med, som bare kommer til at ligge og fylde.

Nå – nok om dette, og så fik vi da vist også afsluttet sidste indlæg…

“Tænk nu, hvis…”

Tiden efter sidste indlæg har budt på test og ikke mindst åbningsløbet på Padborg Park.

Vi skruer tiden tilbage til mandag d. 15. april. Jeg skulle ud og teste på Padborg Park om onsdagen sammen med teamet, men for mit vedkomne startede testen allerede mandag aften. Her startede jeg bilen op og kørte ud for at besøge besøgte Danmarksmesteren i Legend Car, nemlig den tidligere ejer af bil nr. 254 – Michael Søvang. Vi snakkede linjer på Padborg Park og vi gennemgik videoer fra hans onboard kamera. Jeg fik købt hans samtaleanlæg og fik det installeret i hjelmen og i bilen.

Udover mig selv havde jeg taget min hovedmekaniker Jacob med. Sammen forberedte vi os til onsdagens test. Vi fik en snak om hvilke informationer der er nyttige for mig ude på banen og vi fik snakket lidt opsætning af bil osv.

Ikke fordi vi skulle ud og stille en helt masse på bilen, den har jo som sagt vundet Danmarksmesterskabet og sidst kørt på Padborg Park, så man måtte forvente at bilen stod som den skulle stå.

Det blev onsdag og vi satte kursen mod Padborg Park med afgang fra Vejle kl. 5.30, så vi havde god tid til at komme ned og få monteret testbagpotte og blive klar.

Jeg havde sommerfugle i maven. Tænk nu, hvis jeg kørte galt og smadrede bilen. Tænk nu, hvis jeg ødelagde motoren. Hvad så? Få uger forinden havde teamet været afsted til den første test, dog uden min deltagelse, men her var der en fra teamet der ødelagde en motor. Hvad nu hvis jeg gjorde det samme?

Heldigvis var det ikke tilfældet, og jeg kom helskindet gennem dagen. Omgangstiden sagde 1.11.501, og det var ganske fint, da jeg ved at der er plads til forbedringer. Der er stadig ikke helt styr på nogle gearskift og det er første gang jeg sidder bag rattet i bilen, så vi skulle også lære hinanden at kende.

Samtaleanlægget viste sig at være guld værd, da der både var SuperGT’er og DEC’er på banen på samme tid, og der var altså nogen af dem der kom stærkt, så en melding fra Jacob inde i pitten, der kaldte ud om at om få sving ville jeg have en bil i nakken var en nyttig information. Teamet stillede forresten med 7 bilen den dag.

Vi vendte snuden hjem af med godt mod og indstillede hovederne på Åbningsløbet små 14 dage senere. Tiden inden løbet blev brugt på at få skiftet olie og oliefilter. Herudover skulle jeg ud og skaffe mig en bil der kunne trække min trailer. Jeg er i den uheldige situation, at min bil desværre brændte nytårsaften pga. noget nytårskrudt og siden har jeg været uden bil – det giver en del udfordringer. Udfordringen blev løst i form af en lejet bil hos Europcar.

Padborg Park, pulsslag og Phil Collins

Dagen kom og Åbningsløbet stod for døren. Jeg og min lejede Ford Transit fra Europcar, som dannede rammerne for mit hjem de næste par dage, satte endnu engang kursen mod Padborg Park. Tankerne var mange. Vejrudsigten lovede regn, og med 45 biler tilmeldt i Legend Car-klassen forventede jeg ragnarok og kaos. Mit mål for weekenden var dermed ikke resultatorienteret, men blot en ”kamp” om at komme igennem weekenden uden skader og afkørsler.

Når man som racerkører står og skal betale skader osv. ud af egen lomme, så bliver racerløbet også derefter, og det er nødvendigvis ikke en skidt ting. Tværtimod, så tror jeg på at ved at starte på den måde, så lærer du at køre ræs med omtanke, og specielt som rookie er det mere vigtigt for mig at bilen overlever, end at kæmpe mig frem til en god placering, for måske at ende mit løb i barrieren, fordi jeg oversatser eller kører over evne.

På vej mod Padborg spillede radioen et musiknummer med Phil Collins, om det var tilfældigt ved jeg ikke, men jeg bed mærke i det første vers som forlyder:

Tell everybody I’m on my way
New friends and new places to see
With blue skies ahead, yes I’m on my way
And there’s no where else that I’d rather be

Og det var lige præcis hvad jeg var: På vej sydpå for at møde nye mennesker og nye racerbaner. Og nej, der var ingen andre steder jeg hellere ville være. Nu skulle min drøm blive til virkelighed og det, jeg havde gået og arbejdet på de sidste to år, skulle endelig få lov at gro.

Velankommet til Padborg fik jeg hilst på teamet, og der blev stillet telt op. Vi var otte biler denne weekende, så setuppet var stort! To hele sættevogne samt en pavilion udgjorde vores fælles base. Nu var vi her og nu var vi i gang!

Bilen blev parkeret i teltet og det flotte tomme værkstedsbord blev stillet op. Jeg var klar; klar på den tekniske kontrol og alt hvad der måtte komme.

Jeg var spændt på den tekniske kontrol, da jeg vidste at mine seler i bilen var udløbet, dog gives der en dispensation på ubrudte seler hvis selerne er FIA godkendt og har et bestemt nr. Det har mine, og jeg havde lavet mit forarbejde, så jeg håbede selvfølgelig at kontrollanterne også vidste, hvad de havde med at gøre. Det er jo dem, der bestemmer i sidste ende, og jeg ved også godt at man ikke skal gå på kompromis med sikkerheden, så hvis de ikke ville godkende dem, så havde jeg noget natarbejde foran mig.

Det var heldigvis ikke tilfældet, og bilen og jeg gik igennem den tekniske kontrol. Herefter var det tid til aftensmad for til sidst at slutte dagen af med en trackwalk inden morgendagens træning.

Begynderfejl

Det blev lørdag og efter en kold nat bag i varevognen stod den på førermøde og praktiske informationer omkring weekenden. Efter endt møde trak jeg i køredragten og stod klar ved min bil. Tankerne fløj rundt i hovedet: 45 biler, 45 tosser – og jeg var én af dem.

Lørdag stod på træning om formiddagen og kvalifikation om eftermiddagen. Jeg ved ikke hvor mine tanker var inden træningen, men jeg fik startet bilen op og kørte op på startbanen, klar til at køre ud til træning. Jeg kigger ud over de andre biler og tænker “så er det nu, kaos eller ej. Jeg håber at det kommer til at gå godt…”

På det her tidspunkt er jeg uvidende om jeg at jeg har lavet en KÆMPE fejl 40, men det skal jeg hurtigt finde ud af i løbet af træningen.

Da jeg sætter mig i bilen for at køre ud til træningen er det uden Jacob ved min side. Jacob kommer først om søndagen til løbet sammen med Daniel, min PR mand. Til gengæld har jeg Troels ved min side. Det er første gang han er med, da han var forhindret i at tage med på testdagen.

Troels gør det bedste han kan og spørger mig om hvad, vi skal have gjort inden vi kører ud. Jeg beder ham om at tjekke dæktryk og spænde hjulene efter.

Træningen går i gang og jeg får kørt nogle gode omgange. Usikkerheden sidder helt klart i kroppen og jeg kan mærke, at jeg fokuserer rigtig meget i mine spejle for at se hvad der sker bag mig. Pludselig kort før det ternede flag dør motoren…. Ingen reaktion på speederen og jeg triller ind til siden.

Shit! Hvad er nu det? Røg motoren dér? Var det den weekend? Er jeg færdig nu? Var det dén sæson? Var det drømmen, der bristede lige før det hele skulle gå i gang?

Nej, nej og nej.. Det var blot en idiot (læs: mig) der havde glemt at fylde brændstof på, så bilen var ganske enkelt kørt tør. Pinligt! Men det er en fejl, jeg i den grad har lært af, og det var ikke Troels der havde lavet fejl her. Den står på min regning…

Nu skulle jeg så lave min anden dumme fejl. Det var nemlig sådan, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde fået min bil vejet ind. En Legend skal veje 620 kg inkl. fører, når løbet slutter, ellers er man diskvalificeret. Her valgte jeg så at trække bilen tilbage i pitten for at fylde tanken helt op og derefter køre på vægten. Igen idiot, nu vejede bilen så 645 kg med mig i sædet, så Troels og mig blev enig om at han gik i pølsevognen mens jeg løb en tur.
Det endte dog ikke sådan.

Tilbage til teltet det gik, og jeg fik nogle ”nye” brugte dæk sat på bilen, tjekket dæktryk, og så var jeg ellers klar til kvalifikation.

Nerver. Masser af nerver.

Tankerne begyndte igen. Skulle jeg køre lidt langsomt i kvalifikationen for at få en plads nede bag i det store felt, og måske undgå en påkørsel i det første sving, eller skulle jeg give den hele armen og se hvor jeg reelt lå i feltet i forhold til mine konkurrenter? Vejrudsigten sagde stadigvæk regn søndag morgen og det bekymrede mig også.

Nå, kvalifikationen nærmede sig og jeg holdt igen klar på startbanen. Jeg havde ikke rigtig nogen plan for hvordan min kvalifikation skulle gå, men jeg vidste til gengæld at med 45 biler på banen på samme tid, så ville det blive svært at få en fri omgang.

Efter endt kvalifikation hvor jeg kvallede ind som nr. 38, var det med en blandet følelse. På sin vis var jeg glad for at ligge nede i den ende, da jeg forhåbentlig ville slippe udenom det værste ballade. Men på den anden side, så ville jeg alligevel gerne være lidt længere fremme.

Søndag morgen vågnede jeg igen bag i en kold varevogn. Jeg kunne høre regnen på taget og tænkte åh nej. Jeg fik bekræftet mit syn da jeg åbnede døren: jorden var våd. Nu skulle der så tænkes alternativt. Hvad var opsætning i regn?

Jacob kom, og vi fik vendt tingene med nogle af de mere erfarne mekanikere fra teamet. Vi endte med at sætte nogen nye dæk på bilen med mere mønster og putte noget mere luft i dækkene, velvidende at det ville blive sværere at få varme i dækkene når banen var våd.

Jeg ville i løbet af dagen få besøg af min mor, svigerfamilie og ikke mindst min kæreste og min datter på to år, som skulle ned og se far køre ræs. Jeg glædede mig til at se dem og vise dem hvad jeg havde arbejdet på hele min datters levetid. Den 25. april fyldte min datter to år. Datoen for hendes fødselsdag afspejler nummeret på siden af min bil 254 – 25/4, og da jeg er glødende Mercedes og Lewis Hamilton-fan havde jeg selvfølgelig købt en Mercedes elbil til hende i fødselsdagsgave, og min foliemand havde sørget for nr. 254, samt et M.Dalsgaard til siden af hendes bil, så den kunne ligne hendes fars. Henover fronten på hendes bil står der Dalsgaard Motorsport og hermed er næste generation af Dalsgaard Motorsport en realitet – måske?
Hendes bil holdt selvfølgelig udstillet ved siden af min bil hele weekenden.

Første heat: Regn

Klokken var 10.40, da vi skulle starte. Jeg kaldte over radioen ind til Jacob: ”Er du klar til kaos?” Det var det eneste, der kørte rundt i mit hoved. Heat 1 bød på stående start, og på et vådt underlag er det ikke den fedeste kombination. De gule lys slukkede og starten gik, jeg trådte på speederen og dækkene spandt, så bilen stod nærmest stille. Det gjorde de til gengæld ikke hos min konkurrent i bilen bag mig. Han skød forbi mig som et projektil, men fred være med det. Jeg forventede stadig at alle ville parkere nede i første sving. Det var dog ikke tilfældet, og der blev vist stor respekt alle Legends imellem, hvilket jeg personligt synes er super fedt!

Til gengæld, hvis man forstiller sig en Legend Car, der i forvejen styrer elendigt, så skal jeg hilse og sige at i regn er det helt håbløst! Med 45 biler til start så var første heat dermed en kamp om at holde bilen på banen og undgå afkørsler, og det lykkedes! Trods to safetycars og en hel del gule flagzoner kom jeg helskindet over stregen, og jeg havde hermed fået min dåb, og så i regnvejr ovenikøbet.

Tilbage i pitten det gik. Hjulene blev pillet af bilen og bremserne blæst igennem, bilen blev tjekket af – og der blev fyldt brændstof på!

Heat 2 heat forgik i tørvejr og med rullende start. Da det var min debutweekend var det også første gang jeg lavede en rullende start. Det er ikke noget man benytter sig af i udlejningsgokart.

På førermødet dagen forinden havde vi fået af vide at vi skulle huske at holde os tæt til den forankørende, og at vi skulle huske at køre gennem vores startbås, altså der hvor vi skulle have holdt til en stående start. Hvis man kørte uden for startbåsen eller trak ud for tidligt, var det ensbetydende med tyvstart, hvilket ville resultere i en straf.

Som sagt så gjort; rullestarten blev linet op efter safetycaren, og når man som jeg ligger nede bagerst i feltet er det guld værd med et samtaleanlæg, da jeg ikke har en chance for at se hvornår safetycaren slukker lyset og dermed hvornår starten går. Jeg kaldte ind til Jacob, som underrettede mig om hvad der forgik oppe forrest i feltet, og herefter kiggede jeg på de andre omkring mig. Når de begyndte at træde på speederen, så måtte starten jo være gået… og med fokus på at jeg skulle huske at køre igennem min startbås.

Starten gik og der var Legends overalt, men når man nu har være ude og køre i regn, så føler man næsten at bilen kører helt godt når det er tørt. Det betyder også at jeg lige gav den 10% ekstra, og det belønnede sig med et par fede dueller og overhalinger. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at føle mig bedre tilpas i bilen, og at mit fokus efterhånden begyndte at ligge mere ude af forruden og knap så meget i spejlene.

Men med 45 biler på banen havde jeg ekstremt svært at holde styr på hvor jeg lå henne af i feltet, selvom jeg godt vidste at jeg hørte til i den bagerste del. Heat 2 blev afsluttet på fornuftig vis, og der blev udvist respekt kørene imellem i form af tommel up.

Man vinder flest pladser ved at blive på det sorte

Ind i pitten det gik. Jacob havde inden heat 2 haft skilt bremsebakkerne i bag ad, og jeg følte at min bremse i den sidste del af heat 2 var begyndt at ”hoppe” lidt, hvilket jeg berettede ham om, og han gik straks i gang med at ”fejlsøge” på bilen, men fandt ikke noget unormalt. Daniel havde fået taget nogle fede billeder og sammen med ham blev der kigget foto og onboard video fra heatet.

Heat 3 stod for døren, dagens sidste. Jeg havde desværre fået reddet mig en træls hovedpine og det gik ud over mit fokus. Ikke desto mindre så skulle jeg i bilen igen, og det kom jeg. Ud til stående start, og jeg håbede på at få en noget bedre start end i heat 1. Banen var stadig tør og jeg havde stadig gamle dæk på, hvilket, modsat mange andre racerklasser, er en fordel, da vi i Legend jo som sagt kører på mønstrede dæk, frem for slicks.

Starten gik og jeg kom ok fra start, dog med en vis tilbageholdenhed grundet min hovedpine og mit manglende fokus, så jeg tabte en del placeringer i starten. Jeg hentede dog de fleste af de tabte placeringer igen da der var faldet lidt mere ro over feltet. Og jeg må jo erfare at trods en masse respekt blandt kørene, så henter man en del placeringer ved at blive på banen.

Det forventede kaos blev ikke som forventet og det, der var, holdt jeg mig ude af og weekendens mål – at holde sig fri af skader og afkørsler – var dermed fuldført.

Jeg endte samlet P19 i min klasse efter weekenden‚ og det er jeg ganske fint tilfreds med. Jeg er som sagt ikke så resultat fokuseret lige pt., men jeg er sikker på at alting kommer til den rette tid, og der er jo ingen der er blevet verdensmester første gang de satte sig bag et rat. Det har jeg jo erfaret fra min gokarttid, og det er noget jeg tager med mig videre. Det handler om at sætte sig nogen realistiske delmål, og arbejde målrettet frem mod dem.

En stor tak skal der lyde til teamet, som weekenden igennem har dannet rammen for et fantastisk fællesskab, og ikke mindst sammenhold. En særlig tak til Daniel, Troels og Jacob, som er med til at gøre det her muligt.

Jesper Dalsgaard
#254
Racing Team Næsbjerg Gulve

Indlægget Så er det nu! blev først udgivet på Boxengasse.